[1] Men der lå en Mand syg, Lazarus fra Bethania, den Landsby, hvor Maria og hendes Søster Martha boede.
[2] Men Maria var den, som salvede Herren med Salve og tørrede hans Fødder med sit Hår; hendes Broder Lazarus var syg.
[3] Da sendte Søstrene Bud til ham og lod sige: “Herre! se, den, du elsker, er syg.”
[4] Men da Jesus hørte dette, sagde han: “Denne Sygdom er ikke til Døden, men for Guds Herligheds Skyld, for at Guds Søn skal herliggøres ved den.”
[5] Men Jesus elskede Martha og hendes Søster og Lazarus.
[6] Da han nu hørte, at han var syg, blev han dog to Dage på det Sted, hvor han var.
[7] Derefter siger han så til Disciplene:”Lader os gå til Judæa igen!
[8] Disciplene sige til ham: “Rabbi! nylig søgte Jøderne at stene dig, og du drager atter derhen?”
[9] Jesus svarede: “Har Dagen ikke tolv Timer? Vandrer nogen om Dagen, da støder han ikke an; thi han ser denne Verdens Lys.
[10] Men vandrer nogen om Natten, da støder han an; thi Lyset er ikke i ham.”
[11] Dette sagde han, og derefter siger han til dem: “Lazarus, vor Ven, er sovet ind; men jeg går hen for at vække ham af Søvne.”
[12] Da sagde Disciplene til ham: “Herre! sover han, da bliver han helbredt.”
[13] Men Jesus havde talt om hans Død; de derimod mente, at han talte om Søvnens Hvile.
[14] Derfor sagde da Jesus dem rent ud: “Lazarus er død!
[15] Og for eders Skyld er jeg glad over, at jeg ikke var der, for at I skulle tro; men lader os gå til ham!”
[16] Da sagde Thomas (hvilket betyder Tvilling), til sine Meddisciple: “Lader os også gå, for at vi kunne dø med ham!”
[17] Da Jesus nu kom, fandt han, at han havde ligget i Graven allerede fire Dage.
[18] Men Bethania var nær ved Jerusalem, omtrent femten Stadier derfra.
[19] Og mange af Jøderne vare komne til Martha og Maria for at trøste dem over deres Broder.
[20] Da Martha nu hørte, at Jesus kom, gik hun ham i Møde; men Maria blev siddende i Huset.
[21] Da sagde Martha til Jesus: “Herre! havde du været her, da var min Broder ikke død.
[22] Men også nu ved jeg, at hvad som helst du beder Gud om, vil Gud give dig.”
[23] Jesus siger til hende: “Din Broder skal opstå.”
[24] Martha siger til ham: “Jeg ved at han skal opstå i Opstandelsen på den yderste Dag.”
[25] Jesus sagde til hende: “Jeg er Opstandelsen og Livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør.
[26] Og hver den, som lever og tror på mig, skal i al Evighed ikke dø. Tror du dette?”
[27] Hun siger til ham: “Ja, Herre! jeg tror, at du er Kristus, Guds Søn, den, som kommer til Verden.”
[28] Og da hun havde sagt dette, gik hun bort og kaldte hemmeligt sin Søster Maria og sagde: “Mesteren er her og kalder ad dig.”
[29] Da hun hørte det, rejste hun sig hastigt og gik til ham.
[30] Men Jesus var endnu ikke kommen til Landsbyen, men var på det Sted, hvor Martha havde mødt ham.
[31] Da nu Jøderne, som vare hos hende i Huset og trøstede hende, så, at Maria stod hastigt op og gik ud, fulgte de hende, idet de mente, at hun gik ud til Graven for at græde der.
[32] Da Maria nu kom derhen, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans Fødder og sagde til ham: “Herre! havde du været her da var min Broder ikke død.”
[33] Da nu Jesus så hende græde og så Jøderne, som vare komne med hende, græde, harmedes han i Ånden og blev heftig bevæget i sit Indre; og han sagde:
[34] “Hvor have I lagt ham?” De sige til ham: “Herre! kom og se!”
[35] Jesus græd.
[36] Da sagde Jøderne: “Se, hvor han elskede ham!”
[37] Men nogle af dem sagde: “Kunde ikke han, som åbnede den blindes Øjne, have gjort, at også denne ikke var død?”
[38] Da harmes Jesus atter i sit Indre og går hen til Graven. Men det var en Hule, og en Sten lå for den.
[39] Jesus siger: “Tager Stenen bort!” Martha, den dødes Søster, siger til ham: “Herre! han stinker allerede; thi han har ligget der fire Dage:”
[40] Jesus siger til hende: “ Sagde jeg ikke, at dersom du tror, skal du se Guds Herlighed?”
[41] Da toge de Stenen bort. Men Jesus opløftede sine Øjne og sagde: “Fader! jeg takker dig, fordi du har hørt mig.
[42] Jeg vidste vel, at du altid hører mig; men for Skarens Skyld, som står omkring, sagde jeg det, for at de skulle tro, at du har udsendt mig.”
[43] Og da han havde sagt dette, råbte han med høj Røst: “Lazarus, kom herud!”
[44] Og den døde kom ud, bunden med Jordeklæder om Fødder og Hænder, og et Tørklæde var bundet om hans Ansigt, Jesus siger til dem: “Løser ham, og lader ham gå!”
[45] Mange af de Jøder, som vare komne til Maria og havde set, hvad han havde gjort, troede nu på ham;
[46] men nogle af dem gik hen til Farisæerne og sagde dem, hvad Jesus, havde gjort.
[47] Ypperstepræsterne og Farisæerne sammenkaldte da et Møde af Rådet og sagde: “Hvad gøre vi? thi dette Menneske gør mange Tegn.
[48] Dersom vi lade ham således blive ved, ville alle tro på ham, og Romerne ville komme og tage både vort Land og Folk.”
[49] Men en af dem, Kajfas, som var Ypperstepræst i det År, sagde til dem:
[50] “I vide intet; ej heller betænke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør for Folket, og at ikke det hele Folk skal gå til Grunde.”
[51] Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var Ypperstepræst i det År, profeterede han at Jesus skulde dø for Folket;
[52] og ikke for Folket alene, men for at han også kunde samle Guds adspredte Børn sammen til eet.
[53] Fra den Dag af rådsloge de derfor om at ihjelslå ham.
[54] Derfor vandrede Jesus ikke mere frit om iblandt jøderne, men gik bort derfra ud på Landet, nær ved Ørkenen, til en By, som kaldes Efraim; og han blev der med sine Disciple.
[55] Men Jødernes Påske var nær; og mange fra Landet gik op til Jerusalem før Påsken for at rense sig.
[56] Da ledte de efter Jesus og sagde mellem hverandre, da de stode i Helligdommen: “Hvad mene I? Mon han ikke kommer til Højtiden?”
[57] Men Ypperstepræsterne og Farisæerne havde givet Befaling om at dersom nogen vidste, hvor han var, skulde han give det til Kende for at de kunde gribe ham.