[1] Derpå kaldte Jakob sine Sønner til sig og sagde: “Saml eder, så vil jeg forkynde eder, hvad der skal hændes eder i de sidste Dage:
[2] Kom hid og hør, Jakobs Sønner, lyt til eders Fader Israel!
[3] Ruben, du er min førstefødte, min Styrke og min Mandskrafts første, ypperst i Højhed, ypperst i Kraft!
[4] Du skummer over som Vandet, men du mister din Forret; thi du besteg din Faders Leje.Skændigt handled du da han besteg mit Leje!
[5] Simeon og Levi, det Broder Par, Voldsredskaber er deres Våben.
[6] I deres Råd giver min Sjæl ej Møde, i deres Forsamling tager min Ære ej Del; thi i Vrede dræbte de Mænd, egenrådigt lamslog de Okser.
[7] Forbandet være deres Vrede, så vild den er, deres Hidsighed, så voldsom den er! Jeg spreder dem i Jakob, splitter dem ad i Israel!
[8] Juda, dig skal dine Brødre prise, din Hånd skal gribe dine Fjender i Nakken, din Faders Sønner skal bøje sig for dig.
[9] En Løveunge er Juda. Fra Rov stiger du op, min Søn! Han ligger og strækker sig som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør vække ham!
[10] Ikke viger Kongespir fra Juda, ej Herskerstav fra hans Fødder, til han, hvem den tilhører; kommer, ham skal Folkene lyde.
[11] Han binder sit Æsel ved Vinstokken, ved Ranken Asenindens Fole, tvætter i Vin sin Kjortel, sin Kappe i Drueblod,
[12] med Øjnene dunkle af Vin og Tænderne hvide af Mælk!
[13] Zebulon har hjemme ved Havets Byst, han bor ved Skibenes Kyst, hans Side er vendt mod Zidon.
[14] Issakar, det knoglede Æsel, der strækker sig mellem Foldene,
[15] fandt Hvilen sød og Landet lifligt; derfor bøjed han Ryg under Byrden og blev en ufri Træl.
[16] Dan dømmer sit Folk så godt som nogen Israels Stamme.
[17] Dan blive en Slange ved Vejen, en Giftsnog ved Stien, som bider Hesten i Hælen,så Rytteren styrter bagover!
[18] På din Frelse bier jeg, HERRE!
[19] Gad, på ham gør Krigerskarer Indhug, men han gør Indhug i Hælene på dem.
[20] Aser, hans Føde er fed, Lækkerier for Konger har han at give.
[21] Naftali er en løssluppen Hind, han fremfører yndig Tale.
[22] Et yppigt Vintræ er Josef, et yppigt Vintræ ved Kilden, Ranker slynger sig over Muren.
[23] Bueskytter fejder imod ham, strides med ham, gør Angreb på ham,
[24] men hans Bue er stærk, hans Hænders Arme rappe; det kommer fra Jakobs Vældige, fra Hyrden, Israels Klippe,
[25] fra din Faders Gud han hjælpe dig!Og Gud den Almægtige, han velsigne dig med Himmelens Velsignelser oventil og Dybets Velsignelser nedentil, med Brysters og Moderlivs Velsignelser!
[26] Din Faders Velsignelser overgår de ældgamle Bjerges Velsignelser, de evige Højes Herlighed. Måtte de komme over Josefs Hoved, over Issen på Fyrsten blandt Brødre!
[27] Benjamin, den rovlystne Ulv, om Morgenen æder han Rov, om Aftenen deler han Bytte!”
[28] Alle disse er Israels Stammer, tolv i Tal, og det var, hvad deres Fader talte til dem, og han velsignede dem, hver især af dem gav han sin særlige Velsignelse.
[29] Og han sagde til dem som sin sidste Vilje: “Nu samles jeg til mit Folk; jord mig da hos mine Fædre i Hulen på Hetiten Efrons Mark.
[30] i Hulen på Makpelas Mark over for Mamre i Kana’ans Land. den Mark, som Abraham købte af Hetiten Efron til Gravsted,
[31] hvor de jordede Abraham og hans Hustru Sara, hvor de jordede Isak og hans Hustru Rebekka, og hvor jeg jordede Lea.
[32] Marken og Hulen derpå blev købt af Hetiterne.”
[33] Dermed havde Jakob givet sine Sønner sin Vilje til Kende, og han strakte sine Fødder ud på Lejet. udåndede og samledes til sin Slægt.