[1] Da kaldte Isak Jakob til sig og velsignede ham, idet han bød ham: “Du må ikke tage dig en Hustru blandt Kana’ans Døtre.
[2] Drag til Paddan-Aram, til din Morfader Betuels Hus, og tag dig der en af din Morbroder Labans Døtre til Hustru!
[3] Gud den Almægtige velsigne dig og gøre dig frugtbar og give dig et talrigt Afkom, så du bliver til Stammer i Hobetal.
[4] Han give dig og dit Afkom med dig Abrahams Velsignelse, så du får din Udlændigheds Land i Eje, det,Gud skænkede Abraham!”
[5] Så lod Isak Jakob fare, og han drog til Paddan-Aram, til Aramæeren Laban, Betuels Søn, som var Broder til Rebekka, Jakobs og Esaus Moder.
[6] Men Esau fik at vide, at Isak havde velsignet Jakob og sendt ham til Paddan-Aram for at tage sig en Hustru der, og at han, da han velsignede ham, havde pålagt ham ikke at tage sig en Hustru blandt Kana’ans Døtre,
[7] og at Jakob havde adlydt sin Fader og Moder og var draget til Paddan-Aram.
[8] Da skønnede Esau, at Kana’aos Døtre vakte hans Fader Isaks Mishag,
[9] og han gik til Ismael og tog Mahalat, en Datter af Abrahams Søn Ismael og Søster til Nebajot, til Hustru ved Siden af sine andre Hustruer.
[10] Så drog Jakob bort fra Be’ersjeba og vandrede ad Karan til.
[11] På sin Vandring kom han til det hellige Sted og overnattede der, da Solen var gået ned; og han tog en af Stenene på Stedet og brugte den som Hovedgærde og lagde sig til, Hvile der.
[12] Da drømte han, og se, på Jorden stod en Stige, hvis Top nåede til Himmelen, og se, Guds Engle steg op og ned ad den;
[13] og HERREN stod foran ham og sagde: “Jeg er HERREN, din Fader Abrahams og Isaks Gud! Det Land, du hviler på, giver jeg dig og dit Afkom;
[14] dit Afkom skal blive som Jordens Støv, og du skal brede dig mod Vest og Øst, mod Nord og Syd; og i dig og i din Sæd skal alle Jordens Slægter velsignes;
[15] se, jeg vil være med dig og vogte dig, hvorhen du end går og føre dig tilbage til dette Land; thi jeg vil ikke forlade dig, men opfylde alt, hvad jeg har lovet dig!”
[16] Da Jakob vågnede af sin Søvn, sagde han: “Sandelig, HERREN er på dette Sted, og jeg vidste det ikke!”
[17] Og han blev angst og sagde: “Hvor forfærdeligt er dog dette Sted! Visselig, her er Guds Hus, her er Himmelens Port!”
[18] Tidligt næste Morgen tog Jakob den Sten, han havde brugt som Hovedgærde rejste den som en Stenstøtte og gød Olie over den.
[19] Og han kaldte dette Sted Betel; før hed Byen Luz.
[20] Derpå gjorde Jakob følgende Løfte: “Hvis Gud er med mig og vogter mig på den Vej, jeg skal vandre, og giver mig Brød at spise og Klæder at iføre mig,
[21] og hvis jeg kommer uskadt tilbage til min Faders Hus, så skal HERREN være min Gud,
[22] og denne Sten, som jeg har rejst som en Støtte, skal være Guds Hus, og af alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig Tiende!”