[1] men Jakob fortsatte sin Rejse. Og Guds Engle mødte ham;
[2] og da Jakob så dem, sagde han: “Her er Guds Lejr!” derfor kaldte han Stedet Mahanajim.
[3] Derpå sendte Jakob Sendebud i Forvejen til sin Broder Esau i Se’irs Land på Edoms Højslette,
[4] og han bød dem: “Sig til min Herre Esau: Din Træl Jakob lader dig vide, at jeg har levet som Gæst hos Laban og boet der indtil nu;
[5] jeg har samlet mig Okser,Æsler og Småkvæg, Trælle og Trælkvinder; og nu sender jeg Bud til min Herre med Efterretning herom i Håb om at finde Nåde for dine Øjne!”
[6] Men Sendebudene kom tilbage til Jakob og meldte: “Vi kom til din Broder Esau, og nu drager han dig i Møde med 400 Mand!”
[7] Da blev Jakob såre forfærdet, og i sin Angst delte han sine Folk, Småkvæget, Hornkvæget og Kamelerne i to Lejre,
[8] idet han tænkte: “Hvis Esau møder den ene Lejr og slår den, kan dog den anden slippe bort.”
[9] Derpå bad Jakob: “Min Fader Abrahams og min Fader Isaks Gud, HERRE, du, som sagde til mig: Vend tilbage til dit Land og din Hjemstavn, så vil jeg gøre vel imod dig!
[10] Jeg er for ringe til al den Miskundhed og Trofasthed, du har udvist mod din Tjener; thi med min Stav gik jeg over Jordan der, og nu er jeg blevet til to Lejre;
[11] frels mig fra min Broder Esaus Hånd, thi jeg frygter for, at han skal komme og slå mig, både Moder og Børn!
[12] Du har jo selv sagt, at du vil gøre vel imod mig og gøre mit Afkom som Havets Sand, der ikke kan tælles for Mængde!”
[13] Og han blev der om Natten. Af hvad han havde, udtog han så en Gave til sin Broder Esau,
[14] 200 Geder og 20 Bukke, 200 Får og 20 Vædre,
[15] 34 diegivende Kamelhopper med deres Føl, 40 Køer og 1,0 Tyre, 20 Aseninder og 10 Æselhingste;
[16] han delte dem i flere Hjorde og overlod sine Trælle dem, idet han sagde til dem: “Gå i Forvejen og lad en Plads åben mellem Hjordene!”
[17] Og han bød den første: “Når min Broder Esau møder dig og spørger, hvem du tilhører, hvor du skal hen, og hvem din Drift tilhører,
[18] skal du svare: Den tilhører din Træl Jakob; det er en Gave. han sender min Herre Esau; selv kommer han bagefter!”
[19] Og han bød den anden og den tredje og alle de andre, der fulgte med Hjordene, at sige det samme til Esau, når de traf ham:
[20] “Din Træl Jakob kommer selv bagefter!” Thi han tænkte: “Jeg vil søge at forsone ham ved den Gave. der drager foran, og først bagefter vil jeg træde frem for ham; måske han da tager venligt imod mig!”
[21] Så drog Gaven i Forvejen, medens han selv blev i Lejren om Natten.
[22] Samme Nat tog han sine to Hustruer, sine to Trælkvinder og sine elleve Børn og gik over Jakobs Vadested;
[23] han tog dem og bragte dem over Bækken; ligeledes bragte han alt. hvad han ejede, over.
[24] Men selv blev Jakob alene tilbage. Da var der en, som brødes, med ham til Morgengry;
[25] og da han så, at han ikke kunde få Bugt med ham, gav han ham et Slag på Hofteskålen; og Jakobs Hofteskål gik af Led, da han brødes med ham.
[26] Da sagde han: “Slip mig, thi Morgenen gryr!” Men han svarede: “Jeg slipper dig ikke, uden du velsigner mig!”
[27] Så spurgte han: “Hvad er dit Navn?” Han svarede: “Jakob!”
[28] Men han sagde: “Dit Navn skal ikke mere være Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og Mennesker og sejret!”
[29] Da sagde Jakob:”Sig mig dit Navn!” Men han svarede: “Hvorfor spørger du om mit Navn?” Og han velsignede ham der.
[30] Og Jakob kaldte Stedet Peniel, idet han sagde: “Jeg har skuet Gud Ansigt til Ansigt og har mit Liv frelst.”
[31] Og Solen stod op, da han drog forbi Penuel, og da haltede han på Hoften.
[32] Derfor undlader Israeliterne endnu den Dag i Dag at spise Hoftenerven, der ligger over Hofteskålen, thi han gav Jakob et Slag på Hofteskålen, på Hoftenerven.