[1] Men Saulus, som endnu fnøs med Trusel og Mord imod Herrens Disciple, gik til Ypperstepræsten
[2] og bad ham om Breve til Damaskus til Synagogerne, for at han, om han fandt nogle, Mænd eller Kvinder, som holdt sig til Vejen, kunde føre dem bundne til Jerusalem.
[3] Men da han var undervejs og nærmede sig til Damaskus, omstrålede et Lys fra Himmelen ham pludseligt.
[4] Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: “Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?”
[5] Og han sagde: “Hvem er du, Herre?” Men han svarede: “Jeg er Jesus, som du forfølger.
[6] Men stå op og gå ind i Byen, og det skal siges dig, hvad du bør gøre.”
[7] Men de Mænd, som rejste med ham, stode målløse, da de vel hørte Røsten, men ikke så nogen.
[8] Og Saulus rejste sig op fra Jorden; men da han oplod sine Øjne, så han intet. Men de ledte ham ved Hånden og førte ham ind i Damaskus.
[9] Og han kunde i tre Dage ikke se, og han hverken spiste eller drak.
[10] Men der var en Discipel i Damaskus, ved Navn Ananias, og Herren sagde til ham i et Syn: “Ananias!” Og han sagde: “Se, her er jeg, Herre!”
[11] Og Herren sagde til ham: “Stå op, gå hen i den Gade, som kaldes den lige, og spørg i Judas’s Hus efter en ved Navn Saulus fra Tarsus; thi se, han beder.
[12] Og han har i et Syn set en Mand, ved Navn Ananias, komme ind og lægge Hænderne på ham, for at han skulde blive seende.”
[13] Men Ananias svarede: “Herre! jeg har hørt af mange om denne Mand, hvor meget ondt han har gjort dine hellige i Jerusalem.
[14] Og her har han Fuldmagt fra Ypperstepræsterne til at binde alle dem, som påkalde dit Navn.”
[15] Men Herren sagde til ham: “Gå; thi denne er mig et udvalgt Redskab til at bære mit Navn frem både for Hedninger og Konger og Israels Børn;
[16] thi jeg vil, vise ham hvor meget han bør lide for mit Navns Skyld.”
[17] Men Ananias gik hen og kom ind i Huset og lagde Hænderne på ham og sagde: “Saul, Broder! Herren har sendt mig, den Jesus, der viste sig for dig på Vejen, ad hvilken du kom, for at du skal blive seende igen og fyldes med den Helligånd.”
[18] Og straks faldt der ligesom Skæl fra hans Øjne, og han blev seende, og han stod op og blev døbt.
[19] Og han fik Mad og kom til Kræfter. Men han blev nogle Dage hos Disciplene i Damaskus.
[20] Og straks prædikede han i Synagogerne om Jesus, at han er Guds Søn.
[21] Men alle, som hørte det, forbavsedes og sagde: “Er det ikke ham, som i Jerusalem forfulgte dem, der påkaldte dette Navn, og var kommen hertil for at føre dem bundne til Ypperstepræsterne?”
[22] Men Saulus voksede i Kraft og gendrev Jøderne, som boede i Damaskus, idet han beviste, at denne er Kristus.
[23] Men da nogle Dage vare forløbne, holdt Jøderne Råd om at slå ham ihjel.
[24] Men Saulus fik deres Efterstræbelser at vide. Og de bevogtede endog Portene både Dag og Nat, for at de kunde slå ham ihjel.
[25] Men hans Disciple toge ham ved Nattetid og bragte ham ud igennem Muren, idet de firede ham ned i en Kurv.
[26] Men da han kom til Jerusalem, forsøgte han at holde sig til Disciplene; men de frygtede alle for ham, da de ikke troede, at han var en Discipel.
[27] Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til Apostlene; og han fortalte dem, hvorledes han havde set Herren på Vejen, og at han havde talt til ham, og hvorledes han i Damaskus havde vidnet frimodigt i Jesu Navn.
[28] Og han gik ind og gik ud med dem i Jerusalem
[29] og vidnede frimodigt i Herrens Navn. Og han talte og tvistedes med Hellenisterne; men de toge sig for at slå ham ihjel.
[30] Men da Brødrene fik dette at vide, førte de ham ned til Kæsarea og sendte ham videre til Tarsus.
[31] Så havde da Menigheden Fred over hele Judæa og Galilæa og Samaria, og den opbyggedes og vandrede i Herrens Frygt, og ved den Helligånds Formaning voksede den.
[32] Men det skete, medens Peter drog omkring alle Vegne, at han også kom ned til de hellige, som boede i Lydda.
[33] Der fandt han en Mand ved Navn Æneas, som havde ligget otte År til Sengs og var værkbruden.
[34] Og Peter sagde til ham: “Æneas! Jesus Kristus helbreder dig; stå op, og red selv din Seng!” Og han stod straks op.
[35] Og alle Beboere af Lydda og Saron så ham, og de omvendte sig til Herren.
[36] Men i Joppe var der en Discipelinde ved Navn Tabitha, hvilket udlagt betyder Hind; hun var rig på gode Gerninger og gav mange Almisser.
[37] Men det skete i de Dage, at hun blev syg og døde. Da toede de hende og lagde hende i Salen ovenpå.
[38] Men efterdi Lydda var nær ved Joppe, udsendte Disciplene, da de hørte, at Peter var der, to Mænd til ham og bade ham: “Kom uden Tøven over til os!”
[39] Men Peter stod op og gik med dem. Og da han kom derhen, førte de ham op i Salen ovenpå, og alle Enkerne stode hos ham, græd og viste ham alle de Kjortler og Kapper, som “Hinden” havde forarbejdet, medens hun var hos dem.
[40] Men Peter bød dem alle at gå ud, og han faldt på Knæ og bad; og han vendte sig til det døde Legeme og sagde: “Tabitha, stå op!” Men hun oplod sine Øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op.
[41] Men han gav hende Hånden og rejste hende op, og han kaldte på de hellige og Enkerne og fremstillede hende levende for dem.
[42] Men det blev vitterligt over hele Joppe, og mange troede på Herren.
[43] Og det skete, at han blev mange Dage i Joppe hos en vis Simon, en Garver.