[1] Men Ypperstepræsten sagde: “Forholder dette sig således?”
[2] Men han sagde: “I Mænd, Brødre og Fædre, hører til! Herlighedens Gud viste sig for vor Fader Abraham, da han var i Mesopotamien, førend han tog Bolig i Karan.
[3] Og han sagde til ham: “Gå ud af dit Land og fra din Slægt, og kom til det Land, som jeg vil vise dig.”
[4] Da gik han ud fra Kaldæernes Land og tog Bolig i Karan; og efter hans Faders Død lod Gud ham flytte derfra hen i dette Land, hvor I nu bo.
[5] Og han gav ham ikke Ejendom deri, end ikke en Fodsbred; dog forjættede han ham at give ham det til Eje og hans Sæd efter ham, endskønt han intet Barn havde.
[6] Men Gud talte således: “Hans Sæd skal være Udlændinge i et fremmed Land, og man skal gøre dem til Trælle og handle ilde med dem i fire Hundrede År.
[7] Og det Folk, for hvilket de skulle trælle, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skulle de drage ud og tjene mig på dette Sted.”
[8] Og han gav ham Omskærelsens Pagt. Og så avlede han Isak og omskar ham den ottende Dag, og Isak avlede Jakob, og Jakob de tolv Patriarker.
[9] Og Patriarkerne bare Avind imod Josef og solgte ham til Ægypten; og Gud var med ham,
[10] og han udfriede ham af alle hans Trængsler og gav ham Nåde og Visdom for Farao, Kongen i Ægypten, som satte ham til Øverste over Ægypten og over hele sit Hus.
[11] Men der kom Hungersnød over hele Ægypten og Kanån og en stor Trængsel, og vore Fædre fandt ikke Føde.
[12] Men da Jakob hørte, at der var Korn i Ægypten, sendte han vore Fædre ud første Gang.
[13] Og anden Gang blev Josef genkendt af sine Brødre, og Josefs Herkomst blev åbenbar for Farao.
[14] Men Josef sendte Bud og lod sin Fader Jakob og al sin Slægt kalde til sig, fem og halvfjerdsindstyve Sjæle.
[15] Og Jakob drog ned til Ægypten. Og han og vore Fædre døde,
[16] og de bleve flyttede til Sikem og lagte i den Grav, som Abraham havde købt for en Sum Penge af Hemors Sønner i Sikem.
[17] Som nu Tiden nærmede sig for den Forjættelse, Gud havde tilsagt Abraham, voksede Folket og formeredes i Ægypten,
[18] indtil der fremstod en anden Konge, som ikke kendte Josef.
[19] Han viste Træskhed imod vor Slægt og handlede ilde med vore Fædre, så de måtte sætte deres små Børn ud, for at de ikke skulde holdes i Live.
[20] På den Tid blev Moses født, og han var dejlig for Gud; han blev opfostret i tre Måneder i sin Faders Hus.
[21] Men da han var sat ud, tog Faraos Datter ham op og opfostrede ham til sin Søn.
[22] Og Moses blev oplært i al Ægypternes Visdom; og han var mægtig i sine Ord og Gerninger.
[23] Men da han blev fyrretyve År gammel, fik han i Sinde at besøge sine Brødre, Israels Børn.
[24] Og da han så en lide Uret, forsvarede han ham og hævnede den mishandlede, idet han slog Ægypteren ihjel.
[25] Men han mente, at hans Brødre forstode, at Gud gav dem Frelse ved hans Hånd; men de forstode det ikke.
[26] Og den næste Dag viste han sig iblandt dem under en Strid og vilde forlige dem til at holde Fred, sigende: “I Mænd! I ere Brødre, hvorfor gøre I hinanden Uret?”
[27] Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde: “Hvem har sat dig til Hersker og Dommer over os?
[28] Vil du slå mig ihjel, ligesom du i Går slog Ægypteren ihjel?”
[29] Da flygtede Moses for denne Tales Skyld og boede som fremmed i Midians Land, hvor han avlede to Sønner.
[30] Og efter fyrretyve Års Forløb viste en Engel sig for ham i Sinai Bjergs Ørken i en Tornebusk, der stod i lys Lue.
[31] Men da Moses så det, undrede han sig over Synet, og da han gik hen for at betragte det, lød Herrens Røst til ham:
[32] “Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud.” Da bævede Moses og turde ikke se derhen.
[33] Men Herren sagde til ham: “Løs Skoene af dine Fødder; thi det Sted, som du står på, er hellig Jord.
[34] Jeg har grant set mit Folks Mishandling i Ægypten og hørt deres Suk, og jeg er stegen ned for at udfri dem; og nu kom, lad mig sende dig til Ægypten!”
[35] Denne Moses, hvem de fornægtede, idet de sagde: “Hvem har sat dig til Hersker og Dommer,” ham har Gud sendt til at være både Hersker og Befrier ved den Engels Hånd,som viste sig for ham i Tornebusken.
[36] Ham var det, som førte dem ud,idet han gjorde Undere og Tegn i Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørkenen i fyrretyve År.
[37] Han er den Moses, som sagde til Israels Børn: “En Profet skal Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig.”
[38] Han er den, som i Menigheden i Ørkenen færdedes med Engelen, der talte til ham på Sinai Bjerg, og med vore Fædre; den, som modtog levende Ord at give os;
[39] hvem vore Fædre ikke vilde adlyde, men de stødte ham fra sig og vendte sig med deres Hjerter til Ægypten, idet de sagde til Aron:
[40] “Gør os Guder, som kunne gå foran os; thi vi vide ikke, hvad der er sket med denne Moses, som førte os ud af Ægyptens Land.”
[41] Og de gjorde en Kalv i de Dage og bragte Offer til Gudebilledet og frydede sig ved deres Hænders Gerninger.
[42] Men Gud vendte sig fra dem og gav dem hen til at tjene Himmelens Hær, som der er skrevet i Profeternes Bog: “Have I vel, Israels Hus! bragt mig Slagtofre og andre Ofre i fyrretyve År i Ørkenen?
[43] Og I bare Moloks Telt og Guden Remfans Stjerne, de Billeder, som I havde gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte eder bort hinsides Babylon.”
[44] Vore Fædre i Ørkenen havde Vidnesbyrdets Tabernakel, således som han, der talte til Moses, havde befalet at gøre det efter det Forbillede, som han havde set.
[45] Dette toge også vore Fædre i Arv og bragte det under Josva ind i Landet, som Hedningerne besade, hvilke Gud fordrev fra vore Fædres Åsyn indtil Davids Dage,
[46] som vandt Nåde for Gud og bad om at måtte finde en Bolig for Jakobs Gud.
[47] Men Salomon byggede ham et Hus.
[48] Dog, den Højeste bor ikke i Huse gjorte med Hænder, som Profeten siger:
[49] “Himmelen er min Trone, og Jorden mine Fødders Skammel, hvad Hus ville I bygge mig? siger Herren, eller hvilket er min Hviles Sted?
[50] Har ikke min Hånd gjort alt dette?”
[51] I hårde Halse og uomskårne på Hjerter og Øren! I stå altid den Helligånd imod; som eders Fædre, således også I.
[52] Hvem af Profeterne er der, som eders Fædre ikke have forfulgt? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte om den retfærdiges Komme, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne,
[53] I, som modtoge Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt den!”
[54] Men da de hørte dette, skar det dem i deres Hjerter, og de bede Tænderne sammen imod ham.
[55] Men som han var fuld af den Helligånd, stirrede han op imod Himmelen og så Guds Herlighed og Jesus stående ved Guds højre Hånd.
[56] Og han sagde: “Se, jeg ser Himlene åbnede og Menneskesønnen stående ved Guds højre Hånd.”
[57] Men de råbte med høj Røst og holdt for deres Øren og stormede endrægtigt ind på ham.
[58] Og de stødte ham ud uden for Staden og stenede ham. Og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hed Saulus.
[59] Og de stenede Stefanus, som bad og sagde: “Herre Jesus, tag imod min Ånd!”
[60] Men han faldt på Knæ og råbte med høj Røst: “Herre, tilregn dem ikke denne Synd!” Og som han sagde dette, sov han hen. (Kap.8) 1 Men Saulus fandt Behag i hans Mord.