[1] Men da i de Dage Disciplenes Antal forøgedes, begyndte Hellenisterne at knurre imod Hebræerne”, fordi deres Enker bleve tilsidesatte ved den daglige Uddeling.
[2] Da sammenkaldte de tolv Disciplenes Skare og sagde: “Det huer os ikke at forlade Guds Ord for at tjene ved Bordene.
[3] Udser derfor, Brødre! iblandt eder syv Mænd, som have godt Vidnesbyrd og ere fulde af Ånd og Visdom; dem ville vi så indsætte til denne Gerning.
[4] Men vi ville holde trolig ved i Bønnen og Ordets Tjeneste.”
[5] Og denne Tale behagede hele Mængden; og de udvalgte Stefanus. en Mand fuld af Tro og den Helligånd, og Filip og Prokorus og Nikaiior og Timon og Parmenas og Nikolaus, en Proselyt fra Antiokia;
[6] dem stillede de frem for Apostlene; og disse bade og lagde Hænderne på dem.
[7] Og Guds Ord havde Fremgang og Disciplenes Tal forøgedes meget i Jerusalem; og en stor Mængde af Præsterne adløde Troen.
[8] Men Stefanus, fuld af Nåde og Kraft, gjorde Undere og store Tegn iblandt Folket,
[9] Da stod der nogle frem af den Synagoge, som kaldes de frigivnes og Kyrenæernes og Aleksandrinernes, og nogle af dem fra Kilikien og Asien, og de tvistedes med Stefanus.
[10] Og de kunde ikke modstå den Visdom og den Ånd, som han talte af.
[11] Da fik de hemmeligt nogle Mænd til at sige: “Vi have hørt ham tale bespottelige Ord imod Moses og imod Gud.”
[12] Og de ophidsede Folket og de Ældste og de skriftkloge, og de overfaldt ham og slæbte ham med sig og førte ham for Rådet;
[13] og de fremstillede falske Vidner, som sagde: “Dette Menneske holder ikke op med at tale Ord imod dette hellige Sted og imod Loven.
[14] Thi vi have hørt ham sige, at denne Jesus af Nazareth skal nedbryde dette Sted og forandre de Skikke, som Moses har overgivet os.”
[15] Og alle de, som sade i Rådet, stirrede på ham, og de så hans Ansigt som en Engels Ansigt.