[1] Men fem Dage derefter drog Ypperstepræsten Ananias ned med nogle Ældste og en Taler, Tertullus, og disse førte Klage for Landshøvdingen imod Paulus.
[2] Da han nu var kaldt ind, begyndte Tertullus at anklage ham og sagde:
[3] “At vi ved dig nyde megen Fred, og at Forbedringer i alle Retninger og alle Vegne skaffes dette Folk ved din Omsorg, mægtigste Feliks! det erkende vi med al Taknemmelighed.
[4] Men for at jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du efter din Mildhed vil høre os kortelig.
[5] Vi have nemlig fundet, at denne Mand er en Pest og en Oprørsstifter iblandt alle Jøderne hele Verden over, samt er Fører for Nazaræernes Parti,
[6] ja, han har endog forsøgt at vanhellige Helligdommen. Vi grebe ham da også og vilde have dømt ham efter vor Lov.
[7] Men Krigsøversten Lysias kom til og borttog ham med megen Vold af vore Hænder
[8] og bød hans Anklagere komme til dig. Af ham kan du selv, når du undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham.”
[9] Men også Jøderne stemmede i med og påstode, at dette forholdt sig således.
[10] Og Paulus svarede, da Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: “Efterdi jeg ved, at du i mange År har været Dommer for dette Folk, vil jeg frimodigt forsvare min Sag,
[11] da du kan forvisse dig om, at det er ikke mere end tolv Dage, siden jeg kom op for at tilbede i Jerusalem.
[12] Og de have ikke fundet mig i Ordveksel med nogen eller i Færd med at vække Folkeopløb, hverken i Helligdommen eller i Synagogerne eller omkring i Staden.
[13] Og de kunne ej heller bevise dig det, som de nu anklage mig for.
[14] Men dette bekender jeg for dig, at jeg efter den Vej, som de kalde et Parti, tjener vor fædrene Gud således, at jeg tror på alt det, som står i Loven, og det, som er skrevet hos Profeterne,
[15] og har det Håb til Gud, som også disse selv forvente, at der skal komme en Opstandelse både af retfærdige og af uretfærdige.
[16] Derfor øver også jeg mig i altid at have en uskadt Samvittighed for Gud og Menneskene.
[17] Men efter flere Års Forløb er jeg kommen for at bringe Almisser til mit Folk og Ofre,
[18] hvad de fandt mig i Færd med, da jeg var bleven renset i Helligdommen, og ikke med Opløb og Larm; men det var nogle Jøder fra Asien,
[19] og de burde nu være til Stede hos dig og klage, om de have noget på mig at sige.
[20] Eller lad disse her selv sige, hvad Uret de have fundet hos mig, da jeg stod for Rådet,
[21] uden det skulde være dette ene Ord, som jeg råbte, da jeg stod iblandt dem: Jeg dømmes i Dag af eder for dødes Opstandelse.”
[22] Nu udsatte Feliks Sagen, da han vidste ret god Besked om Vejen, og sagde: “Når Krigsøversten Lysias kommer herned, vil jeg påkende eders Sag.”
[23] Og han befalede Høvedsmanden, at han skulde holdes bevogtet, men med Lempelse, og at han ikke måtte forbyde nogen af hans egne at gå ham til Hånde.
[24] Men nogle Dage efter kom Feliks med sin Hustru Drusilla, som var en Jødinde, og lod Paulus hente og hørte ham om Troen på Kristus Jesus.
[25] Men da han talte med ham om Retfærdighed og Afholdenhed og den kommende Dom, blev Feliks forfærdet og svarede: “Gå for denne Gang; men når jeg får Tid, vil jeg lade dig kalde til mig.”
[26] Tillige håbede han også, at Paulus skulde give ham Penge; derfor lod han ham også oftere hente og samtalede med ham.
[27] Men da to År vare forløbne, fik Feliks Porkius Festus til Efterfølger; og da Feliks vilde fortjene sig Tak af Jøderne, lod han Paulus blive tilbage i Lænker.