[1] Men det skete, medens Apollos var i Korinth, at Paulus efter at være dragen igennem de højereliggende Landsdele kom ned til Efesus
[2] og fandt nogle Disciple, og han sagde til dem: “Fik I den Helligånd, da I bleve troende?” Men de sagde til ham: “Vi have ikke engang hørt, at der er en Helligånd.”
[3] Og han sagde: “Hvortil bleve I da døbte?” Men de sagde: “Til Johannes’s Dåb.”
[4] Da sagde Paulus: “Johannes døbte med Omvendelses-Dåb, idet han sagde til Folket, at de skulde tro på den, som kom efter ham, det er på Jesus.”
[5] Men da de hørte dette, lode de sig døbe til den Herres Jesu Navn.
[6] Og da Paulus lagde Hænderne på dem, kom den Helligånd over dem, og de talte i Tunger og profeterede.
[7] Men de vare i det hele omtrent tolv Mand.
[8] Og han gik ind i Synagogen og vidnede frimodigt i tre Måneder, idet han holdt Samtaler og overbeviste om det, som hører til Guds Rige.
[9] Men da nogle forhærdede sig og strede imod og over for Mængden talte ilde om Vejen, forlod han dem og skilte Disciplene fra dem og holdt daglig Samtaler i Tyrannus’s Skole.
[10] Men dette varede i to År, så at alle, som boede i Asien, både Jøder og Grækere, hørte Herrens Ord.
[11] Og Gud gjorde usædvanlige kraftige Gerninger ved Paulus’s Hænder,
[12] så at man endog bragte Tørklæder og Bælter fra hans Legeme til de syge, og Sygdommene vege fra dem, og de onde Ånder fore ud.
[13] Men også nogle af de omløbende jødiske Besværgere forsøgte at nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Ånder, idet de sagde: “Jeg besværger eder ved den Jesus, som Paulus prædiker.”
[14] Men de, som gjorde dette, vare syv Sønner af Skeuas, en jødisk Ypperstepræst,
[15] Men den onde Ånd svarede og sagde til dem: “Jesus kender jeg, og om Paulus ved jeg; men I, hvem ere I?”
[16] Og det Menneske, i hvem den onde Ånd var, sprang ind på dem og overmandede dem begge og fik sådan Magt over dem, at de flygtede nøgne og sårede ud af Huset.
[17] Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Efesus, både Jøder og Grækere; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev ophøjet,
[18] og mange af dem, som vare blevne troende, kom og bekendte og fortalte om deres Gerninger.
[19] Men mange af dem, som havde drevet Trolddom, bare deres Bøger sammen og opbrændte dem for alles Øjne; og man beregnede deres Værdi og fandt dem halvtredsindstyve Tusinde Sølvpenge værd.
[20] Så kraftigt voksede Herrens Ord og fik Magt.
[21] Men da dette var fuldbragt, satte Paulus sig for i Ånden, at han vilde rejse igennem Makedonien og Akaja og så drage til Jerusalem, og han sagde: “Efter at jeg har været der, bør jeg også se Rom.”
[22] Og han sendte to af dem, som gik ham til Hånde, Timotheus og Erastus, til Makedonien; men selv blev han nogen Tid i Asien.
[23] Men på den Tid opstod der et ikke lidet Oprør i Anledning af Vejen.
[24] Thi en Sølvsmed ved Navn Demetrius gjorde Artemistempler af Sølv og skaffede Kunstnerne ikke ringe Fortjeneste.
[25] Disse samlede han tillige med de med sådanne Ting sysselsatte Arbejdere og sagde: “I Mænd! I vide, at vi have vort Udkomme af dette Arbejde.
[26] Og I se og høre, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele Asien har denne Paulus ved sin Overtalelse vildledt en stor Mængde, idet han siger, at de ikke ere Guder, de, som gøres med Hænder.
[27] Men der er ikke alene Fare for, at denne vor Håndtering skal komme i Foragt, men også for, at den store Gudinde Artemis’s Helligdom skal blive agtet for intet, og at den Gudindes Majestæt, hvem hele Asien og Jorderige dyrker, skal blive krænket.”
[28] Men da de hørte dette, bleve de fulde af Vrede og råbte og sagde: “Stor er Efesiernes Artemis!”
[29] Og Byen kom i fuldt Oprør, og de stormede endrægtigt til Teatret og reve Makedonierne Hajus og Aristarkus, Paulus’s Rejsefæller, med sig.
[30] Men da Paulus vilde gå ind iblandt Folkemængden, tilstedte Disciplene ham det ikke.
[31] Men også nogle af Asiarkerne, som vare hans Venner, sendte Bud til ham og formanede ham til ikke at vove sig hen til Teatret.
[32] Da skrege nogle eet, andre et andet; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de fleste vidste ikke, af hvad Årsag de vare komne sammen.
[33] Men de trak Aleksander, hvem Jøderne skøde frem, ud af Skaren; men Aleksander slog til Lyd med Hånden og vilde holde en Forsvarstale til Folket.
[34] Men da de fik at vide, at han var en Jøde, råbte de alle med een Røst i omtrent to Timer: “Stor er Efesiernes Artemis!”
[35] Men Byskriveren fik Skaren beroliget og sagde: “I Mænd i Efesus! hvilket Menneske er der vel, som ikke ved, at Efesiernes By er Tempelværge for den store Artemis og det himmelfaldne Billede?
[36] Når altså dette er uimodsigeligt, bør I være rolige og ikke foretage eder noget fremfusende.
[37] Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken er Tempelranere eller bespotte eders Gudinde.
[38] Dersom nu Demetrius og hans Kunstnere have Klage imod nogen, da holdes der Tingdage, og der er Statholdere; lad dem kalde hinanden for Retten!
[39] Men have I noget Forlangende om andre Sager, så vil det blive afgjort i den lovlige Forsamling.
[40] Vi stå jo endog i Fare for at anklages for Oprør for, hvad der i Dag er sket, da der ingen Årsag er dertil; herfor, for dette Opløb, ville vi ikke kunne gøre regnskab.”
[41] Og da han havde sagt dette, lod han Forsamlingen fare.