[1] Og da Pinsefestens Dag kom, vare de alle endrægtigt forsamlede.
[2] Og der kom pludseligt fra Himmelen en Lyd som af et fremfarende vældigt Vejr og fyldte hele Huset, hvor de sade.
[3] Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem.
[4] Og de bleve alle fyldte med den Helligånd, og de begyndte at tale i andre Tungemål, efter hvad Ånden gav dem at udsige.
[5] Men der var Jøder, bosiddende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag under Himmelen.
[6] Da denne Lyd kom, strømmede Mængden sammen og blev forvirret; thi hver enkelt hørte dem tale på hans eget Mål.
[7] Og de forbavsedes alle og undrede sig og sagde: “Se, ere ikke alle disse, som tale, Galilæere?
[8] Hvor kunne vi da høre dem tale, hver på vort eget Mål, hvor vi ere fødte,
[9] Parthere og Medere og Elamiter, og vi, som høre hjemme i Mesopotamien, Judæa og Happadokien. Pontus og Asien,
[10] i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens Egne ved Kyrene, og vi her boende Romere,
[11] Jøder og Proselyter, Kretere og Arabere, vi høre dem tale om Guds store Gerninger i vore Tungemål?”
[12] Og de forbavsedes alle og,vare tvivlrådige og sagde den ene til den anden: “Hvad kan dette være?”
[13] Men andre sagde spottende: “De ere fulde af sød Vin.”
[14] Da stod Peter frem med de elleve og opløftede sin Røst og talte til dem: “I jødiske Mænd og alle I, som bo i Jerusalem! dette være eder vitterligt, og låner Øre til mine Ord!
[15] Thi disse ere ikke drukne, som I mene; det er jo den tredje Time på Dagen;
[16] men dette er, hvad der et sagt ved Profeten Joel:
[17] “Og det skal ske i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Ånd over alt Kød; og eders Sønner og eders Døtre skulle profetere, og de unge iblandt eder skulle se Syner, og de gamle iblandt eder skulle have Drømme.
[18] Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Ånd, og de skulle profetere.
[19] Og jeg vil lade ske Undere på Himmelen oventil og Tegn på Jorden nedentil, Blod og Ild og rygende Damp.
[20] Solen skal forvandles til Mørke og Månen til Blod, førend Herrens store og herlige Dag kommer.
[21] Og det skal ske, enhver, som påkalder Herrens Navn, skal frelses.”
[22] I israelitiske Mænd! hører disse Ord: Jesus af Nazareth, en Mand, som fra Gud var godtgjort for eder ved kraftige Gerninger og Undere og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt eder, som I jo selv vide,
[23] ham, som efter Guds bestemte Rådslutning og Forudviden var bleven forrådt, ham have I ved lovløses Hånd korsfæstet og ihjelslået.
[24] Men Gud oprejste ham, idet han gjorde Ende på Dødens Veer, eftersom det ikke var muligt, at han kunde fastholdes af den.
[25] Thi David siger med Henblik på ham: “Jeg havde altid Herren for mine Øjne; thi han er ved min højre Hånd, for at jeg ikke skal rokkes,
[26] Derfor glædede mit Hjerte sig, og min Tunge jublede, ja, også mit Kød skal bo i Håb;
[27] thi du skal ikke lade min Sjæl tilbage i Dødsriget, ikke heller tilstede din hellige at se Forrådnelse,
[28] Du har kundgjort mig Livets Veje; du skal fylde mig med Glæde for dit Åsyn.”
[29] I Mænd Brødre! Jeg kan sige med Frimodighed til eder om Patriarken David, at han er både død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag.
[30] Da han nu var en Profet og vidste, at Gud med Ed havde tilsvoret ham, at af hans Lænds Frugt skulde en sidde på hans Trone,
[31] talte han, forudseende, om Kristi Opstandelse, at hverken blev han ladt tilbage i Dødsriget, ej heller så hans Kød Forrådnelse.
[32] Denne Jesus oprejste Gud, hvorom vi alle ere Vidner.
[33] Efter at han nu ved Guds højre Hånd er ophøjet og af Faderen har fået den Helligånds Forjættelse, har han udgydt denne, hvilket I både se og høre.
[34] Thi David for ikke op til Himmelen; men han siger selv: “Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd,
[35] indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.”
[36] Derfor skal hele Israels Hus vide for vist, at denne Jesus, hvem I korsfæstede, har Gud gjort både til Herre og til Kristus,”
[37] Men da de hørte dette, stak det dem i Hjertet, og de sagde til Peter og de øvrige Apostle: “I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gøre?”
[38] Men Peter sagde til dem: “Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe på Jesu Kristi Navn til eders Synders Forladelse; og I skulle få den Helligånds Gave.
[39] Thi for eder er Forjættelsen og for eders Børn og for alle dem, som ere langt borte, så mange som Herren vor Gud vil tilkalde.”
[40] Også med mange andre Ord vidnede han for dem og format dem, idet han sagde: “Lader eder frelse fra denne vanartede Slægt!”
[41] De, som nu toge imod hans Ord, bleve døbte; og der føjedes samme Dag omtrent tre Tusinde Sjæle til.
[42] Og de holdt fast ved Apostlenes Lære og Samfundet, Brødets Brydelse og Bønnerne.
[43] Men der kom Frygt over en hver Sjæl, og der skete mange Undere og Tegn ved Apostlene.
[44] Og alle de troende holdt sig sammen og havde alle Ting fælles.
[45] Og de solgte deres Ejendom og Gods og delte det ud iblandt alle, efter hvad enhver havde Trang til.
[46] Og idet de hver Dag vedholdende og endrægtigt kom i Helligdommen og brød Brødet hjemme, fik de deres Føde med Fryd og i Hjertets Enfold,
[47] idet de lovede Gud og havde Yndest hos hele Folket. Men Herren føjede daglig til dem nogle, som lode sig frelse.