[1] Men de usyrede Brøds Højtid, som kaldes Påske, nærmede sig.
[2] Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes de kunde slå ham ihjel; thi de frygtede for Folket.
[3] Men Satan gik ind i Judas, som kaldes Iskariot og var en af de tolv.
[4] Og han gik hen og talte med Ypperstepræsterne og Høvedsmændene om, hvorledes han vilde forråde ham til dem.
[5] Og de bleve glade og lovede at give ham Penge.
[6] Og han tilsagde det; og han søgte Lejlighed til at forråde ham til dem uden Opløb.
[7] Men de usyrede Brøds Dag kom, på hvilken man skulde slagte Påskelammet.
[8] Og han udsendte Peter og Johannes og sagde: “Går hen og bereder os Påskelammet, at vi kunne spise det.”
[9] Men de sagde til ham: “Hvor vil du, at vi skulle berede det?”
[10] Men han sagde til dem: “Se, når I ere komne ind i Staden, skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham til Huset, hvor han går ind,
[11] og I skulle sige til Husbonden i Huset: Mesteren siger: Hvor er det Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med mine Disciple?
[12] Og han skal vise eder en stor Sal opdækket; der skulle I berede det.”
[13] Og de gik hen og fandt det således, som han havde sagt dem; og de beredte Påskelammet.
[14] Og da Timen kom, satte han sig til Bords, og Apostlene med ham.
[15] Og han sagde til dem: “Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette Påskelam med eder, førend jeg lider.
[16] Thi jeg siger eder, at jeg skal ingen Sinde mere spise det, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige.”
[17] Og han tog en Kalk, takkede og sagde: “Tager dette, og deler det imellem eder!
[18] Thi jeg siger eder, at fra nu af skal jeg ikke drikke af Vintræets Frugt, førend Guds Rige kommer.”
[19] Og han tog Brød, takkede og brød det og gav dem det og sagde: “Dette er mit Legeme, det, som gives for eder; gører dette til min Ihukommelse!”
[20] Ligeså tog han også Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: “Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod, det, som udgydes for eder.
[21] Men se, hans Hånd, som forråder mig, er her på Bordet hos mig.
[22] Thi Menneskesønnen går bort, som det er beskikket; dog ve det Menneske, ved hvem han bliver forrådt!”
[23] Og de begyndte at spørge hverandre indbyrdes om, hvem af dem det dog kunde være, som skulde gøre dette.
[24] Men der opstod også en Trætte iblandt dem om, hvem at dem der måtte synes at være den største.
[25] Men han sagde til dem: “Folkenes Konger herske over dem, og de, som bruge Myndighed over dem, kaldes deres Velgørere.
[26] I derimod ikke således; men den ældste iblandt eder blive som den yngste, og Føreren som den, der tjener.
[27] Thi hvem er størst: den, som sidder til Bords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder til Bords? Men jeg er iblandt eder som den, der tjener.
[28] Men I ere de, som have holdt ud med mig i mine Fristelser.
[29] Og ligesom min Fader har tildelt mig Kongedømme, tildeler jeg eder
[30] at skulle spise og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde på Troner og dømme Israels tolv Stammer.”
[31] Men Herren sagde: “Simon, Simon! se, Satan begærede eder for at sigte eder som Hvede.
[32] Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal svigte; og når du engang omvender dig, da styrk dine Brødre!”
[33] Men han sagde til ham: “Herre! jeg er rede til at gå med dig både i Fængsel og i Døden.”
[34] Men han sagde: “Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kender mig.”
[35] Og han sagde til dem: “Da jeg udsendte eder uden Pung og Taske og Sko, manglede I da noget?” Og de sagde: “Intet.”
[36] Men han sagde til dem: “Men nu, den, som har en Pung, tage den med, ligeså også en Taske; og den, som ikke har noget Sværd, sælge sin Kappe og købe et!
[37] Thi jeg siger eder: Det, som er skrevet, bør opfyldes på mig, dette: “Og han blev regnet iblandt Overtrædere;” thi også med mig har det en Ende.”
[38] Men de sagde: “Herre! se, her er to Sværd.” Men han sagde til dem: “Det er nok.”
[39] Og han gik ud og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; men også Disciplene fulgte ham.
[40] Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: “Beder om ikke at falde i Fristelse.”
[41] Og han rev sig løs fra dem, så meget som et Stenkast, og faldt på Knæ, bad og sagde:
[42] “Fader, vilde du dog tage denne Kalk fra mig! dog ske ikke min Villie, men din!”
[43] Men en Engel fra Himmelen viste sig for ham og styrkede ham.
[44] Og da han var i Dødsangst, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdråber, der faldt ned på Jorden.
[45] Og da han stod op fra Bønnen og kom til Disciplene, fandt han dem sovende af Bedrøvelse.
[46] Og han sagde til dem: “Hvorfor sove I? Står op og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse.”
[47] Medens han endnu talte, se, da kom der en Skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham.
[48] Men Jesus sagde til ham: “Judas! forråder du Menneskesønnen med et Kys?”
[49] Men da de,som vare omkring ham, så, hvad der vilde ske, sagde de: “Herre! skulle vi slå til med Sværd?”
[50] Og en af dem slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre.
[51] Men Jesus tog til Orde og sagde: “Lad dem gøre også dette!” Og han rørte ved hans Øre og lægte ham.
[52] Men Jesus sagde til Ypperstepræsterne og Høvedsmændene for Helligdommen og de ældste, som vare komne til ham: “I ere gåede ud som imod en Røver med Sværd og Knipler.
[53] Da jeg var daglig hos eder i Helligdommen, udrakte I ikke Hænderne imod mig; men dette er eders Time og Mørkets Magt.”
[54] Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand.
[55] Og de tændte en Ild midt i Gården og satte sig sammen, og Peter sad midt iblandt dem.
[56] Men en Pige så ham sidde i Lysskæret og stirrede på ham og sagde: “Også denne var med ham.”
[57] Men han fornægtede ham og sagde: “Jeg kender ham ikke. Kvinde!”
[58] Og lidt derefter så en anden ham og sagde: “Også du er en af dem.” Men Peter sagde: “Menneske! det er jeg ikke.”
[59] Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: “I Sandhed, også denne var med ham; han er jo også en Galilæer.”
[60] Men Peter sagde: “Menneske! jeg forstår ikke, hvad du siger.” Og straks, medens han endnu talte. galede Hanen.
[61] Og Herren vendte sig og så på Peter; og Peter kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han havde sagt til ham: “Førend Hanen galer i Dag, skal du fornægte mig tre Gange.”
[62] Og han gik udenfor og græd bitterligt.
[63] Og de Mænd, som holdt Jesus, spottede ham og sloge ham;
[64] og de kastede et Klæde over ham og spurgte ham og sagde: “Profeter! hvem var det, som slog dig?”
[65] Og mange andre Ting sagde de spottende til ham.
[66] Og da det blev Dag, samlede Folkets Ældste sig og Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de førte ham hen for deres Råd
[67] og sagde: “Er du Kristus, da sig os det!” Men han sagde til dem: “Siger jeg eder det, tro I det ikke.
[68] Og om jeg spørger, svare I mig ikke, ej heller løslade I mig.
[69] Men fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds Krafts højre Hånd.”
[70] Men de sagde alle: “Er du da Guds Søn?” Og han sagde til dem: “I sige det; jeg er det.”
[71] Men de sagde: “Hvad have vi længere Vidnesbyrd nødig? vi have jo selv hørt det af hans Mund!”