[1] Men det skete i de dage, at en Befaling udgik fra Kejser Augustus, at al Verden skulde skrives i Mandtal.
[2] (Denne første Indskrivning skete, da Kvirinius var Landshøvding i Syrien,)
[3] Og alle gik for at lade sig indskrive, hver til sin By.
[4] Og også Josef gik op fra Galilæa, fra Byen Nazareth til Judæa til Davids By, som kaldes Bethlehem, fordi han var af Davids Hus og Slægt,
[5] for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig.
[6] Men det skete, medens de vare der, blev Tiden fuldkommet til, at hun skulde føde.
[7] Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en Krybbe; thi der var ikke Rum for dem i Herberget.
[8] Og der var Hyrder i den samme Egn, som lå ude på Marken og holdt Nattevagt over deres Hjord.
[9] Og se, en Herrens Engel stod for dem, og Herrens Herlighed skinnede om dem, og de frygtede såre
[10] Og Engelen sagde til dem: “Frygter ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor Glæde, som skal være for hele Folket.
[11] Thi eder er i dag en Frelser født, som er den Herre Kristus i Davids By.
[12] Og dette skulle I have til Tegn: I skulle finde et Barn svøbt, liggende i en Krybbe.”
[13] Og straks var der med Engelen en himmelsk Hærskares Mangfoldighed, som lovede Gud og sagde:
[14] “Ære være Gud i det højeste! og Fred på Jorden! i Mennesker Velbehag!
[15] Og det skete, da Englene vare farne fra dem til Himmelen, sagde Hyrderne til hverandre: “Lader os dog gå til Bethlehem og se dette, som er sket, hvilket Herren har kundgjort os.”
[16] Og de skyndte sig og kom og fandt både Maria og Josef, og Barnet liggende i Krybben.
[17] Men da de så det, kundgjorde de, hvad der var talt til dem om dette Barn.
[18] Og alle de, som hørte det, undrede sig over det, der blev talt til dem af Hyrderne.
[19] Men Maria gemte alle disse Ord og overvejede dem i sit Hjerte.
[20] Og Hyrderne vendte tilbage, idet de priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, således som der var talt til dem.
[21] Og da otte Dage vare fuldkommede, så han skulde omskæres, da blev hans Navn kaldt Jesus, som det var kaldt af Engelen, før han blev undfangen i Moders Liv.
[22] Og da deres Renselsesdage efter Mose Lov vare fuldkommede, bragte de ham op til Jerusalem for at fremstille ham for Herren,
[23] som der er skrevet i Herrens Lov, at alt Mandkøn, som åbner Moders Liv, skal kaldes helligt for Herren,
[24] og for at bringe Offer efter det, som er sagt i Herrens Lov, et Par Turtelduer eller to unge Duer.
[25] Og se, der var en Mand i Jerusalem ved Navn Simeon, og denne Mand var retfærdig og gudfrygtig og forventede Israels Trøst, og den Helligånd var over ham.
[26] Og det var varslet ham af den Helligånd, at han ikke skulde se Døden, førend han havde set Herrens Salvede.
[27] Og han kom af Åndens Drift til Helligdommen; og idet Forældrene bragte Barnet Jesus ind for at gøre med ham efter Lovens Skik,
[28] da tog han det på sine Arme og priste Gud og sagde:
[29] “Herre! nu lader du din Tjener fare i Fred, efter dit Ord.
[30] Thi mine Øjne have set din Frelse,
[31] som du beredte for alle Folkeslagenes Åsyn,
[32] et Lys til at oplyse Hedningerne og en Herlighed for dit Folk Israel.”
[33] Og hans Fader og hans Moder undrede sig over de Ting, som bleve sagte om ham.
[34] Og Simeon velsignede dem og sagde til hans Moder Maria: “Se, denne er sat mange i Israel til Fald og Oprejsning og til et Tegn, som imodsiges,
[35] ja, også din egen Sjæl skal et Sværd gennemtrænge! for at mange Hjerters Tanker skulle åbenbares.”
[36] Og der var en Profetinde Anna, Fanuels Datter, af Asers Stamme; hun var meget fremrykket i Alder, havde levet syv År med sin Mand efter sin Jomfrustand
[37] og var nu en Enke ved fire og firsindstyve År, og hun veg ikke fra Helligdommen, tjenende Gud med Faste og Bønner Nat og Dag.
[38] Og hun trådte til i den samme Stund og priste Gud og talte om ham til alle, som forventede Jerusalems Forløsning.
[39] Og da de havde fuldbyrdet alle Ting efter Herrens Lov, vendte de tilbage til Galilæa til deres egen By Nazareth.
[40] Men Barnet voksede og blev stærkt og blev fuldt af Visdom: og Guds Nåde var over det.
[41] Og hans Forældre droge hvert År op til Jerusalem på Påskehøjtiden.
[42] Og da han var bleven tolv År gammel, og de gik op efter Højtidens Sædvane
[43] og havde tilendebragt de Dage, blev Barnet Jesus i Jerusalem, medens de droge hjem, og hans Forældre mærkede det ikke.
[44] Men da de mente, at han var i Rejsefølget, kom de en Dags Rejse frem, og de ledte efter ham iblandt deres Slægtninge og Kyndinge.
[45] Og da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem og ledte efter ham.
[46] Og det skete efter tre Dage, da fandt de ham i Helligdommen, hvor han sad midt iblandt Lærerne og både hørte på dem og adspurgte dem.
[47] Men alle, som hørte ham, undrede sig såre over hans Forstand og Svar.
[48] Og da de så ham, bleve de forfærdede; og hans Moder sagde til ham:”Barn! hvorfor gjorde du således imod os? Se, din Fader og jeg have ledt efter dig med Smerte.”
[49] Og han sagde til dem: “Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders Gerning?”
[50] Og de forstode ikke det Ord, som han talte til dem.
[51] Og han drog ned med dem og kom til Nazareth og var dem lydig og hans Moder gemte alle de Ord i sit Hjerte.
[52] Og Jesus forfremmedes i Visdom og Alder og yndest hos Gud og Mennesker.