[1] Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham.
[2] Og de talte til ham og sagde: “Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?”
[3] Men han svarede og sagde til dem: “Også jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det:
[4] Johannes’s Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?”
[5] Men de overvejede med hverandre og sagde: “Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?
[6] Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet.”
[7] Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra.
[8] Og Jesus sagde til dem: “Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting.”
[9] Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: “En Mand plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands for lange Tider.
[10] Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
[11] Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort.
[12] Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og kastede ham ud.
[13] Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham.
[14] Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive vor.
[15] Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingårdens Herre gøre ved dem?
[16] Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården til andre.” Men da de hørte det, sagde de: “Det ske aldrig!”
[17] Men han så på dem og sagde: “Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?
[18] Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse.”
[19] Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.
[20] Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
[21] Og de spurgte ham og sagde: “Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.
[22] Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?”
[23] Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: “Hvorfor friste I mig?
[24] Viser mig en Denar”; hvis Billede og Overskrift bærer den?” Men de svarede og sagde: “Kejserens.”
[25] Men han sagde til dem: “Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.”
[26] Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.
[27] Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:
[28] “Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.
[29] Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
[30] Ligeså den anden.
[31] Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden at efterlade Børn.
[32] Men til sidst døde også Hustruen.
[33] Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru.”
[34] Og Jesus sagde til dem: “Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes;
[35] men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes.
[36] Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.
[37] Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.
[38] Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle.”
[39] Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: “Mester! du talte vel.”
[40] Og de turde ikke mere spørge ham om noget.
[41] Men han sagde til dem: “Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?
[42] David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd,
[43] indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
[44] Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?”
[45] Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene:
[46] “Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Måltiderne,
[47] de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle få des hårdere Dom.”