[1] Men han sagde til sine Disciple: “Det er umuligt, at Forargelser ikke skulde komme; men ve den, ved hvem de komme!
[2] Det er bedre for ham, om en Møllesten er lagt om hans Hals, og han er kastet i Havet end at han skulde forarge een af disse små.
[3] Vogter på eder selv! Dersom din Broder synder, da irettesæt ham; og dersom han angrer, da tilgiv ham!
[4] Og dersom han syv Gange om Dagen synder imod dig og syv Gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, da skal du tilgive ham.”
[5] Og Apostlene sagde til Herren: “Giv os mere Tro!”
[6] Men Herren sagde: “Dersom I havde Tro som et Sennepskorn, da kunde I sige til dette Morbærfigentræ: Ryk dig op med Rode, og plant dig i Havet, og det skulde adlyde eder.
[7] Men hvem af eder, som har en Tjener, der pløjer eller vogter, siger til ham, når han kommer hjem fra Marken: Gå straks hen og sæt dig til Bords?
[8] Vil han ikke tværtimod sige til ham: Tilbered, hvad jeg skal have til Nadver, og bind op om dig, og vart mig op, medens jeg spiser og drikker; og derefter må du spise og drikke?
[9] Mon han takker Tjeneren, fordi han gjorde det, som var befalet? Jeg mener det ikke.
[10] Således skulle også I, når I have gjort alle de Ting, som ere eder befalede, sige: Vi ere unyttige Tjenere; kun hvad vi vare skyldige at gøre, have vi gjort.”
[11] Og det skete, medens han var på Vej til Jerusalem, at han drog midt imellem Samaria og Galilæa.
[12] Og da han gik ind i en Landsby, mødte der ham ti spedalske Mænd, som stode langt borte,
[13] og de opløftede Røsten og sagde: “Jesus, Mester, forbarm dig over os!”
[14] Og da han så dem, sagde han til dem: “Går hen og fremstiller eder for Præsterne!” Og det skete, medens de gik bort, bleve de rensede.
[15] Men en af dem vendte tilbage, da han så, at han var helbredt, og priste Gud med høj Røst.
[16] Og han faldt på sit Ansigt for hans Fødder og takkede ham; og denne var en Samaritan.
[17] Men Jesus svarede og sagde: “Bleve ikke de ti rensede? hvor ere de ni?
[18] Fandtes der ingen, som vendte tilbage for at give Gud Ære, uden denne fremmede?”
[19] Og han sagde til ham:”Stå op, gå bort; din Tro har frelst dig!”
[20] Men da han blev spurgt af Farisæerne om, når Guds Rige kommer, svarede han dem og sagde: “Guds Rige kommer ikke således, at man kan vise derpå.
[21] Ikke heller vil man sige: Se her, eller: Se der er det; thi se, Guds Rige er inden i eder.”
[22] Men han sagde til Disciplene: “Der skal komme Dage, da I skulle attrå at se en af Menneskesønnens Dage, og I skulle ikke se den.
[23] Og siger man til eder: Se der, eller: Se her er han, så går ikke derhen, og løber ikke derefter!
[24] Thi ligesom Lynet, når det lyner fra den ene Side af Himmelen, skinner til den anden Side af Himmelen, således skal Menneskesønnen være på sin Dag.
[25] Men først bør han lide meget og forkastes af denne Slægt.
[26] Og som det skete i Noas Dage, således skal det også være i Menneskesønnens Dage:
[27] De spiste, drak, toge til Ægte, bleve bortgiftede indtil den Dag, da Noa gik ind i Arken, og Syndfloden kom og ødelagde alle.
[28] Ligeledes, som det skete i Loths Dage: De spiste, drak, købte, solgte, plantede, byggede;
[29] men på den Dag, da Loth gik ud af Sodoma, regnede Ild og Svovl ned fra Himmelen og ødelagde dem alle:
[30] på samme Måde skal det være på den Dag, da Menneskesønnen åbenbares.
[31] På den dag skal den, som er på Taget og har sine Ejendele i Huset, ikke stige ned for at hente dem; og ligeså skal den, som er på Marken, ikke vende tilbage igen!
[32] Kommer Loths Hustru i Hu!
[33] Den, som søger at bjærge sit Liv, skal miste det; og den, som mister det, skal beholde Livet.
[34] Jeg siger eder: I den Nat skulle to Mænd være på eet Leje; den ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage.
[35] To Kvinder skulle male på samme Kværn; den ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage.
[36] To Mænd skulle være på Marken; den ene skal tages med. og den anden skal lades tilbage.”
[37] Og de svare og sige til ham: “Hvor, Herre?” Men han sagde til dem: “Hvor Ådselet er, der ville også Ørnene samle sig.”