Skip to content
Opens in a new window

[1] Efterdi mange have taget sig for at forfatte en Beretning om de Ting, som ere fuldbyrdede iblandt os,

[2] således som de, der fra Begyndelsen bleve Øjenvidner og Ordets Tjenere, have overleveret os:

[3] så har også jeg besluttet, efter nøje at have gennemgået alt forfra, at nedskrive det for dig i Orden, mægtigste Theofilus!

[4] for at du kan erkende Pålideligheden af de Ting, hvorom du er bleven mundtligt undervist.

[5] I de Dage, da Herodes var Konge i Judæa, var der en Præst af Abias Skifte, ved Navn Sakarias; og han havde en Hustru af Arons Døtre, og hendes Navn var Elisabeth.

[6] Men de vare begge retfærdige for Gud og vandrede udadlelige i alle Herrens Bud og Forskrifter.

[7] Og de havde intet Barn, efterdi Elisabeth var ufrugtbar, og de vare begge fremrykkede i Alder.

[8] Men det skete, medens han efter sit Skiftes Orden gjorde Præstetjeneste for Gud,

[9] tilfaldt det ham efter Præstetjenestens Sædvane at gå ind i Herrens Tempel og bringe Røgelseofferet.

[10] Og hele Folkets Mængde holdt Bøn udenfor i Røgelseofferets Time.

[11] Men en Herrens Engel viste sig for ham, stående ved den højre Side af Røgelsesalteret.

[12] Og da Sakarias så ham, forfærdedes han, og Frygt faldt over ham.

[13] Men Engelen sagde til ham: “Frygt ikke, Sakarias! thi din Bøn er hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes.

[14] Og han skal blive dig til Glæde og Fryd, og mange skulle glædes over hans Fødsel;

[15] thi han skal være stor for Herren. Og Vin og stærk Drik skal han ej drikke, og han skal fyldes med den Helligånd alt fra Moders Liv,

[16] og mange af Israels Børn skal han omvende til Herren deres Gud.

[17] Og han skal gå foran for ham i Elias’s Ånd og Kraft for at vende Fædres Hjerter til Børn og genstridige til retfærdiges Sind for at berede Herren et velskikket folk.”

[18] Og Sakarias sagde til Engelen: “Hvorpå skal jeg kende dette? thi jeg er gammel, og min Hustru er fremrykket i Alder.”

[19] Og Engelen svarede og sagde til ham: “Jeg er Gabriel, som står for Guds Åsyn, og jeg er udsendt for at tale til dig og for at forkynde dig dette Glædesbudskab.

[20] Og se, du skal blive stum og ikke kunne tale indtil den Dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine Ord, som dog skulle fuldbyrdes i deres Tid,”

[21] Og folket biede efter Sakarias, og de undrede sig over, at han tøvede i Templet.

[22] Og da han kom ud, kunde han ikke tale til dem, og de forstode, at han havde set et Syn i Templet; og han gjorde Tegn til dem og forblev stum.

[23] Og det skete, da hans Tjenestes Dage vare fuldendte, gik han hjem til sit Hus.

[24] Men efter disse Dage blev hans Hustru Elisabeth frugtsommelig, og hun skjulte sig fem Måneder og sagde:

[25] “Således har Herren gjort imod mig i de Dage, da han så til mig for at borttage min Skam iblandt Mennesker:”

[26] Men i den sjette Måned blev Engelen Gabriel sendt fra Gud til en By i Galilæa, som hedder Nazareth,

[27] til en Jomfru, som var trolovet med en Mand ved Navn Josef, af Davids Hus; og Jomfruens Navn var Maria.

[28] Og Engelen kom ind til hende og sagde: “Hil være dig, du benådede, Herren er med dig, du velsignede iblandt Kvinder!”

[29] Men hun blev forfærdet over den Tale, og hun tænkte, hvad dette skulde være for en Hilsen.

[30] Og Engelen sagde til hende: “Frygt ikke, Maria! thi du har fundet Nåde hos Gud.

[31] Og se, du skal undfange og føde en Søn,og du skal kalde hans Navn Jesus.

[32] Han skal være stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders Trone.

[33] Og han skal være Konge over Jakobs Hus evindelig, og der skal ikke være Ende på hans Kongedømme.”

[34] Men Maria sagde til Engelen: “Hvorledes skal dette gå til, efterdi jeg ikke ved af nogen Mand?”

[35] Og Engelen svarede og sagde til hende: Den Helligånd skal komme over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal også det hellige, som fødes,. kaldes Guds Søn.

[36] Og se, Elisabeth din Frænke, også hun har undfanget en Søn i sin Alderdom, og denne Måned er den sjette for hende, som kaldes ufrugtbar.

[37] Thi intet vil være umuligt for Gud.”

[38] Men Maria sagde: “Se, jeg er Herrens Tjenerinde; mig ske efter dit Ord!” Og Engelen skiltes fra hende.

[39] Men Maria stod op i de samme Dage og drog skyndsomt til Bjergegnen til en By i Juda.

[40] Og hun kom ind i Sakarias’s Hus og hilste Elisabeth.

[41] Og det skete, da Elisabeth hørte Marias Hilsen, sprang Fosteret i hendes Liv. Og Elisabeth blev fyldt med den Helligånd

[42] og råbte med høj Røst og sagde: “Velsignet er du iblandt Kvinder! og velsignet er dit Livs Frugt!

[43] Og hvorledes times dette mig, at min Herres Moder kommer til mig?

[44] Thi se, da din Hilsens Røst nåede mine Øren, sprang Fosteret i mit Liv med Fryd.

[45] Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, hvad der er sagt hende af Herren,”

[46] Og Maria sagde: “Min Sjæl ophøjer Herren;

[47] og min Ånd fryder sig over Gud, min Frelser;

[48] thi han har set til sin Tjenerindes Ringhed. Thi se, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig,

[49] fordi den mægtige har gjort store Ting imod mig. Og hans Navn er helligt;

[50] og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som frygte ham.

[51] Han har øvet Vælde med sin Arm; han har adspredt dem, som ere hovmodige i deres Hjertes Tanke.

[52] Han har nedstødt mægtige fra Troner og ophøjet ringe.

[53] Hungrige har han mættet med gode Gaver, og rige har han sendt tomhændede bort.

[54] Han har taget sig af sin Tjener Israel for at ihukomme Barmhjertighed

[55] imod Abraham og hans Sæd til evig Tid, således som han talte til vore Fædre.”

[56] Og Maria blev hos hende omtrent tre Måneder, og hun drog til sit Hjem igen.

[57] Men for Elisabeth fuldkommedes Tiden til, at hun skulde føde, og hun fødte en Søn.

[58] Og hendes Naboer og Slægtninge hørte, at Herren havde gjort sin Barmhjertighed stor imod hende, og de glædede sig med hende.

[59] Og det skete på den ottende Dag, da kom de for at omskære Barnet; og de vilde kalde det Sakarias efter Faderens Navn.

[60] Og hans Moder svarede og sagde: “Nej, han skal kaldes Johannes.”

[61] Og de sagde til hende: “Der er ingen i din Slægt, som kaldes med dette Navn.”

[62] Men de gjorde Tegn til hans Fader om, hvad han vilde, det skulde kaldes.

[63] Og han forlangte en Tavle og skrev disse Ord: “Johannes er hans Navn.” Og de undrede sig alle.

[64] Men straks oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talte og priste Gud.

[65] Og der kom en Frygt over alle, som boede omkring dem, og alt dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn.

[66] Og alle, som hørte det, lagde sig det på Hjerte og sagde: “Hvad mon der skal blive af dette Barn?” Thi Herrens Hånd var med ham.

[67] Og Sakarias, hans Fader, blev fyldt med den Helligånd, og han profeterede og sagde:

[68] “Lovet være Herren, Israels Gud! thi han har besøgt og forløst sit Folk

[69] og har oprejst os et Frelsens Horn” i sin Tjener Davids Hus,

[70] således som han talte ved sine hellige Profeters Mund fra fordums Tid,

[71] en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Hånd, som hade os,

[72] for at gøre Barmhjertighed imod vore Fædre og ihukomme sin hellige Pagt,

[73] den Ed, som han svor vor Fader Abraham, at han vilde give os,

[74] at vi, friede fra vore Fjenders Hånd, skulde tjene ham uden Frygt,

[75] i Hellighed og Retfærdighed for hans Åsyn, alle vore Dage.

[76] Men også du, Barnlille! skal kaldes den Højestes Profet; thi du skal gå foran for Herrens Åsyn for at berede hans Veje,

[77] for at give hans Folk Erkendelse af Frelse ved deres Synders Forladelse,

[78] for vor Guds inderlige Barmhjertigheds Skyld, ved hvilken Lyset fra det høje har besøgt os

[79] for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, for at lede vore Fødder ind på Fredens Vej,”

[80] Men Barnet voksede og blev styrket i Ånden; og han var i Ørkenerne indtil den Dag, da han trådte frem for Israel.

Lukas — Chapters