[1] Israel, glæd dig ikke med Folkets jubel, ved Hor veg du bort fra din Gud, på hver en Tærskeplads elsker du Skøgens Løn.
[2] Tærskeplads og Perse skal ej kendes ved dem, og Mosten slår fejl for dem.
[3] Ej skal de blive i HERRENs Land; til Ægypten skal Efraim tilbage, spise uren Føde i Assur.
[4] Ej skal de udgyde Vin for HERREN, ej heller gøre Slagtoffer rede. Som Sørgebrød er deres Brød, det gør hver, som spiser det uren: thi Hungeren kræver alt Brødet, i HERRENs Hus kommer intet.
[5] Hvad gør I på Højtidsdagen, på HERRENs Festdag?
[6] Slipper de bort fra Vold, skal Ægypten sanke dem op og Memfis jorde dem; deres kostbare Sølvtøj skal Tidsler arve, Nælder skal bo i deres Telte.
[7] Hjemsøgelsens Dage kommer, Gengældelsens Dage, det skal Israel mærke. “Afsindig er Profeten, forrykt den af Ånden grebne” fordi din Brøde er stor og Fjendskabet stort!
[8] I sin Guds Hus lurer Efraim på Profeten; der er Snarer på alle hans Veje, man gør Faldgruben dyb.
[9] Det er som i Gibeas Dage, han mindes deres Skyld og straffer deres Synder.
[10] Som Druer i Ørkenen fandt jeg Israel, som tidligmodne Figner på Træet så jeg eders Fædre. De kom til Baal-Peor, til Skændselen viede de sig, som Efraims Elskere blev de en væmmelig Hob.
[11] Deres Herlighed flyver som Fugle, Fødsel, Svangerskab, Undfangelse forbi!
[12] Ja, selv om de opfostrer Sønner, jeg lader dem dø ud uden Børn. Ja, ve også dem, når jeg viger fra dem!
[13] Efraim så jeg som en Mand, der gør Jagt på sine Børn; thi Efraim selv fører Sønnerne ud til Bøddelen.
[14] Giv dem, HERRE ja hvad skal du give? Du give dem barnløst Skød og golde Bryster!
[15] I Gilgal er al deres Ondskab, der fik jeg Had til dem; for deres onde Gerninger driver jeg dem ud af mit Hus; jeg elsker dem ikke mer, genstridige er alle deres Fyrster.
[16] Efraim er ramt, dets Rod er vissen, de bærer slet ingen Frugt; og får de end Børn, jeg dræber den dyre Livsfrugt.
[17] Deres Gud vil forkaste dem, fordi de ej adlød ham; hjemløse bliver de blandt Folkene.