[1] Kald eders Broder Mit-Folk og eders søster nåderig.
[2] Gå i rette med eders moder, gå i rette, thi hun er ikke min Hustru, og jeg er ej hendes Mand. For Hormærket fri hun sit Ansigt, for Bolemærket sit Bryst.
[3] Jeg klæder hende ellers nøgen, stiller hende frem, som hun fødtes; jeg reder hende til som en Ørk, som et Tørkeland gør jeg hende, lader hende tørste ihjel.
[4] Jeg ynkes ej over hendes Børn, fordi de er Horebørn;
[5] thi Horkvinde var deres Moder, skamløs var hun, som bar dem. Thi hun sagde: “Mine Elskere holder jeg mig til, som giver mig mit Brød og mit Vand, min Uld og min Hør, min Olie og Vin.”
[6] Se, derfor spærrer jeg med Tjørn hendes Vej, foran hende murer jeg en Mur, så hun ikke kan finde sine Stier.
[7] Efter Elskerne kan hun så løbe, hun når dem alligevel ikke; hun søger dem uden at finde, og da skal hun sige: “Jeg går på ny til min første Mand; da, havde jeg det bedre end nu.”
[8] Ja hun, hun skønner ikke, at det var mig, som gav hende Korn og Most og Olie, gav hende rigeligt Sølv. og Guld, som de gjorde til Baaler.
[9] Derfor tager jeg atter mit Korn, når Tiden er til det, min Most, når Timen er inde, borttager min Uld og min Hør, som hun skjuler sin Nøgenhed med.
[10] Jeg blotter nu hendes Skam lige for Elskernes Øjne, af min Hånd frier ingen hende ud.
[11] Jeg, gør Ende på al hendes. Glæde, Fester, Nymåner, Sabbater, hver en Højtid, hun har.
[12] Jeg ødelægger hendes Vinstok og Figentræ, om hvilke hun sagde: “Her er min Skøgeløn, den, mine Elskere gav mig.” Jeg skaber dem om til Krat, af Markens Dyr skal de ædes.
[13] Jeg hjemsøger hende for Baalernes Fester, på hvilke hun bragte dem Ofre, smykket med Ring og Kæde. Sine Elskere holdt hun sig til, mig glemte hun, lyder det fra HERREN.
[14] Se, derfor vil jeg lokke og føre hende ud i Ørkenen og tale hende kærligt til.
[15] Så giver jeg hende hendes Vingårde der og Akors Dal til en Håbets Dør. Der skal hun synge som i Ungdommens Dage, som da hun drog op fra Ægyptens Land.
[16] På hin Dag, lyder det fra HERREN, skal hun påkalde sin Ægtemand, og ikke mere Baalerne.
[17] Baalsnavnene fjerner jeg fra hendes Mund, ej mer skal Navnene huskes.
[18] På hin Dag slutter jeg en Pagt for dem med Markens Dyr og Himmelens Fugle og Jordens Kryb; Bue, Sværd og Stridsvåben sønderbryder jeg i Landet, og jeg lader dem bo trygt.
[19] Jeg trolover mig med dig for evigt, jeg trolover mig med dig med Retfærd og Ret, med Miskundhed og Barmhjertighed;
[20] jeg trolover mig med dig i Troskab, og du skal kende HERREN.
[21] Da skal det ske på hin Dag, at jeg bønhører, lyder det fra HERREN, ja, at jeg bønhører Himlen, at den så bønhører Jorden,
[22] og Jorden bønhører Hornet, Mosten og Olien, og de bønhører Jizreel.
[23] Jeg sår hende ud i Landet, mod Nådeløs er jeg nådig og siger til Ikke-mit-Folk: “Mit Folk er du!” og han skal sige: “Min Gud!”