[1] Da alle Kongerne på den anden Side af Jordan, i Bjergene og i Lavlandet og langs hele det store Havs Kyst hen imod Libanon, Hetiterne, Amoriterne, Kana’anæerne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne, hørte, hvad der var sket,
[2] samlede de sig for i Fællesskab at kæmpe mod Josua og Israel.
[3] Men da Indbyggerne i Gibeon hørte, hvad Josua havde gjort ved Jeriko og Aj,
[4] greb også de til en List; de gik hen og forsynede sig med Rejsetæring, læssede nogle slidte Sække og nogle slidte, sprukne, stoppede Vinsække på deres Æsler
[5] og tog slidte, lappede Sko på Fødderne og slidte Klæder på Kroppen, og alt deres Rejsebrød var tørt og mullent.
[6] Så gik de til Josua i Lejren ved Gilgal og sagde til ham og Israels Mænd: “Vi kommer fra et fjernt Land; slut derfor Pagt med os!”
[7] Israels Mænd svarede Hivviterne: “Det kunde være, at I bor her midt iblandt os, hvorledes kan vi da slutte Pagt med eder?”
[8] De sagde til Josua: “Vi er dine Trælle!” Josua spurgte dem så: “Hvem er I, og hvorfra kommer I?”
[9] Og de svarede ham: “Fra et såre fjernt Land er dine Trælle kommet for HERREN din Guds Navns Skyld; thi vi har hørt hans Ry og alt, hvad han gjorde i Ægypten,
[10] og alt, hvad han gjorde mod de to Amoriterkonger hinsides Jordan, Kong Sihon af Hesjbon og Kong Og af Basan, som boede i Asjtarot.
[11] og vore Ældste og alle Indbyggerne i vort Land sagde til os: Tag Rejse tæring med eder, drag dem i Møde og sig til dem: Vi er eders Trælle; slut derfor nu Pagt med os!
[12] Vort Brød her var endnu varmt, da vi tog det med hjemmefra, dengang vi begav os af Sted for at drage til eder; men se, nu er det tørt og mullent;
[13] og vore Vinsække her var nye, da vi fyldte dem; se, nu er de sprukne; og vore Klæder og Sko her er slidte, fordi Vejen var så lang!”
[14] Så tog Mændene af deres Rejsetæring; men HERREN rådspurgte de ikke.
[15] Og Josua tilsagde dem Fred og sluttede Overenskomst med dem og lovede at lade dem leve, og Menighedens Øverster tilsvor dem det.
[16] Men tre Dage efter at de havde sluttet Pagt med dem, hørte de, at de var fra den nærmeste Omegn og boede midt iblandt dem.
[17] Og Israeliterne brød op og kom den tredje Dag til deres Byer, det var Gibeon, Kefira, Beerot og Kirjat Jearim.
[18] Men Israeliterne dræbte dem ikke, fordi Menighedens Øverster havde, tilsvoret dem Fred ved HERREN, Israels Gud. Da knurrede hele Menigheden mod Øversterne;
[19] men alle Øversterne sagde til hele Menigheden: “Vi har tilsvoret dem Fred ved HERREN, Israels Gud, derfor kan vi ikke gøre dem noget ondt.
[20] Men dette vil vi gøre med dem, når vi skåner deres Liv, at der ikke skal komme Vrede over os for den Ed, vi svor dem:
[21] De skal blive i Live, men være Brændehuggere og Vandbærere for hele Menigheden.” Og hele Menigheden gjorde, som Øverstene havde sagt.
[22] Og Josua lod dem kalde og talte således til dem: “Hvorfor førte I os bag Lyset og sagde, at I havde hjemme langt borte fra os, skønt I bor her midt iblandt os?
[23] Derfor skal I nu være forbandede, og ingen af eder skal nogen Sinde ophøre at være Træl; Brændehuggere og Vandbærere skal I være ved min Gus Hus!”
[24] De svarede Josua og sagde:”Det var blevet dine Trælle sagt, at HERREN din Gud pålagde sin Tjener Moses, at når han gav eder hele Landet, skulde I udrydde alle Landets Indbyggere foran eder. Da påkom der os stor Frygt for, at I skulde tage vort Liv; derfor handlede vi således.
[25] Men se, nu er vi i din Hånd; gør med os, som det tykkes dig godt og ret!”
[26] Da handlede han således med dem; han friede dem fra Israeliternes Hånd, så de ikke dræbte dem;
[27] men Josua gjorde dem den Dag til Brændehuggere og Vandbærere for Menigheden og for HERRENs Alter på det Sted, han vilde udvælge. Og det er de den Dag i Dag.