[1] Da sang Debora og Barnk, Abinoams Søn, denne Sang:
[2] Frem stod Høvdinger i Israel, Folket gav villigt Møde, lover HERREN!
[3] Hør, I Konger, lyt, I Fyrster: Synge vil jeg, synge for HERREN, lovsynge HERREN, Israels Gud!
[4] HERRE, da du brød op fra Seir, skred frem fra Edoms Mark, da rystede Jorden, Himmelen drypped, Skyerne drypped af Vand;
[5] Bjergene bæved for HERRENs Åsyn, for HERREN Israels Guds Åsyn!
[6] I Sjamgars, Anats Søns, Dage, i Jaels Dage lå Vejene øde, vejfarende sneg sig ad afsides Stier;
[7] der var ingen Fører i Israel mer, til jeg Debora stod frem, stod frem, en Moder i Israel.
[8] Ofre til Gud hørte op, med Bygbrødet fik det en Ende. Så man vel Skjold eller Spyd hos Israels fyrretyve Tusind?
[9] For Israels Førere slår mit Hjerte, for de villige af Folket! Lover HERREN!
[10] I, som rider på rødgrå Æsler, I, som sidder på Tæpper, I, som færdes på Vejene, syng!
[11] Hør, hvor de spiller mellem Vandtrugene! Der lovsynger de HERRENs Frelsesværk, hans Værk som Israels Fører. Da drog HERRENs Folk ned til Portene.
[12] Op, op, Debora, op, op, istem din Sang! Barak, stå op! Fang dig Fanger, du Abinoams Søn!
[13] Da drog Israel ned som Helte, som vældige Krigere drog HERRENs Folk frem.
[14] Fra Efraim steg de ned i Dalen, din broder Benjamin var blandt dine Skarer. Fra Makir drog Høvedsmænd ned, fra Zebulon de, der bar Herskerstav;
[15] Issakars Førere fulgte Debora, Naftali Baraks Spor, de fulgte ham ned i Dalen. Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store.
[16] Hvorfor blev du mellem Foldene for at lytte til Hyrdernes Fløjter? Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store!
[17] Gilead blev på hin Side Jordan, og Dan, hvi søgte han fremmed Hyre? Aser sad stille ved Havets Strand; han blev ved sine Vige.
[18] Zebulon var et Folk, der vovede Livet, Naftali med på Markens Høje.
[19] Kongerne kom, de kæmped; da kæmped Kana’ans Konger ved Ta’anak, ved Megiddos Vande de fanged ej Sølv som Bytte!
[20] Fra Himmelen kæmped Stjernerne, fra deres Baner stred de mod Sisera!
[21] Kisjon Bæk rev dem bort, Kisjons Bæk, den ældgamle Bæk. Træd frem, min Sjæl, med Styrke!
[22] Da stampede Hestenes Hove under Heltenes jagende Fart.
[23] “Forband”, sagde HERRENs Engel “forband Meroz og dem, der bor deri! fordi de ikke kom HERREN til Hjælp kom HERREN til Hjælp som Helte!”
[24] Velsignet blandt Kvinder være Jael, Keniten Hebers Hustru, velsignet blandt Kvinder i Telte!
[25] Han bad om Vand, hun gav ham Mælk, frembar Surmælk i kostbar Skål.
[26] Med Hånden griber hun Pælen, med sin højre Arbejdshammeren, fælder Sisera, kløver hans Hoved, knuser, gennemborer hans Tinding.
[27] For hendes Fødder han segned og faldt; der, hvor han segned, der lå han fældet!
[28] Gennem Vinduet spejded Siseras Moder, gennem Gitteret stirred hun ud: “Hvi tøver hans Vogn med at komme? Hvi nøler hans Forspands Hovslag?”
[29] Da svarer den klogeste af hendes Fruer, og selv hun giver sig samme Svar: “Sikkert de deler det vundne Bytte, en Pige eller to til Mands,
[30] Bytte af spraglede Tøj er til Sisera, et broget Klæde eller to til hans Hals!”
[31] Således skal alle dine Fjender forgå, HERRE, men de, der elsker dig, skal være, som når Sol går op i sin Vælde! Derpå havde Landet Ro i fyrretyve År.