[1] Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje
[2] Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.
[3] Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.
[4] Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.
[5] Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed.
[6] Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.
[7] Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!
[8] Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene.
[9] Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu står han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.
[10] Min Ven stemmer i og siger så til mig: Stå op, min Veninde, du fagre, kom!
[11] Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,
[12] Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land;
[13] Figentræets Småfrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Stå op, min Veninde, du fagre, kom,
[14] min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.
[15] Fang os de Ræve, de Ræve små,som hærger Vinen, vor blomstrende Vin!
[16] Min Ven er min, og jeg er hans,som vogter blandt Liljer;
[17] til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær som Gazellen, som den unge Hjort på duftende Bjerge!