Skip to content
Opens in a new window

[1] Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem.

[2] Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed!

[3] Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen?

[4] Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid.

[5] Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted.

[6] Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb.

[7] Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe.

[8] Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre.

[9] Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen.

[10] Kommer der noget, om hvilket man siger: “Se, her er da noget nyt!”det har dog for længst været til i Tiderne forud for os

[11] Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.

[12] Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem.

[13] Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.

[14] Jeg så alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.

[15] Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.

[16] Jeg tænkte ved mig selv: “Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde.”

[17] Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab, og hvad der er Dårskab og Tåbelighed; jeg skønnede, at også det er Jag efter Vind.

[18] Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte.

Prædikeren — Chapters