[1] Døde Fluer gør Salveblanderens Olie stinkende, lidt Dårskab ødelægger Visdommens Værd.
[2] Den vise har sin Forstand tilhøjre, Tåben har sin til venstre,
[3] Hvor Dåren end færdes, svigter hans Forstand, og han røber for alle, at han er en Dåre.
[4] Når en Herskers Vrede rejser sig mod dig, forlad ikke derfor din Plads; thi Sagtmodighed hindrer store Synder.
[5] Der er et Onde, jeg så under Solen; det ser ud som et Misgreb af ham, som har Magten:
[6] Dårskab sættes i Højsædet, nederst sidder de rige.
[7] Trælle så jeg højt til Hest og Høvdinger til Fods som Trælle.
[8] Den, som graver en Grav, falder selv deri; den, som nedbryder en Mur, ham bider en Slange;
[9] den, som bryder Sten, kan såre sig på dem; den, som kløver Træ, er i Fare.
[10] Når Øksen er sløv og dens Æg ej hvæsses, må Kraft lægges i; men den dygtiges Fortrin er Visdom.
[11] Bider en Slange, før den besværges, har Besværgeren ingen Gavn af sin Kunst.
[12] Ord fra Vismands Mund vinder Yndest, en Dåres Læber bringer ham Våde;
[13] hans Tale begynder med Dårskab og ender med den værste Galskab.
[14] Tåben bruger mange Ord. Ej ved Mennesket, hvad der skal ske; hvad der efter hans Død skal ske, hvo siger ham det?
[15] Dårens Flid gør ham træt, thi end ikke til Bys ved han Vej.
[16] Ve dig, du Land, hvis Konge er en Dreng og hvis Fyrster holder Gilde ved Gry.
[17] Held dig; du Land, hvis Konge er ædelbåren, hvis Fyrster holder Gilde til sømmelig Tid som Mænd og ikke som drankere.
[18] Ved Ladhed synker Bjælkelaget; når Hænderne slappes, drypper det i Huset.
[19] Til Morskab holder man Gæstebud, og Vin gør de levende glade; men Penge skaffer alt til Veje.
[20] End ikke i din Tanke må du bande en Konge, end ikke i dit Sovekammer en, som er rig; thi Himlens Fugle kan udsprede Ordet, de vingede røbe, hvad du siger.