[1] De holdt sig nu rolige i tre År, der var ikke Krig mellem Aram og Israel.
[2] Og i det tredje År drog Kong Josafat af Juda ned til Israels Konge.
[3] Da sagde Israels Konge til sine Folk: “I ved jo, at Ramot i Gilead hører os til, og dog rører vi os ikke for at tage det fra Arams Konge!”
[4] Og han sagde til Josafat: “Vil du drage med i Krig mod Ramot i Gilead?” Josafat svarede Israels Konge: “Jeg som du, mit Folk som dit, mine Heste som dine!”
[5] Josafat sagde fremdeles til Israels Konge: “Spørg dog først om, hvad HERREN siger!”
[6] Da lod Israels Konge Profeterne kalde sammen, henved 400 Mand, og spurgte dem: “Skal jeg drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal jeg lade være?” De svarede: “Drag derop, så skal HERREN give det i Kongens Hånd!”
[7] Men Josafat spurgte: “Er her ikke endnu een af HERRENs Profe ter, vi kan spørge?
[8] Israels Konge svarede: “Her er endnu en Mand, ved hvem vi kan rådspørge HERREN; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig godt, kun ondt; det er Mika, Jimlas Søn.” Men Josafat sagde: Således må Kongen ikke tale!”
[9] Da kaldte Israels Konge på en Hofmand og sagde: “Hent hurtig Mika, Jimlas Søn!”
[10] Imidlertid sad Israels Konge og Kong Josafat af Juda, iført deres Skrud, hver på sin Trone i Samarias Portåbning, og alle Profeterne spåede foran dem.
[11] Da lavede Zidkija, Kena’anas Søn, sig Horn af Jern og sagde: “Så siger HERREN: Med sådanne skal du støde Aramæerne ned, til de er tilintetgjort!
[12] Og alle Profeterne spåede det samme og sagde: “Drag op mod Ramot i Gilead, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det i Kongens Hånd!”
[13] Men Budet, der var gået efter Mika, sagde til ham: Se, Profeterne har alle som een givet Kongen gunstigt Svar. Tal du nu som de og giv gunstigt Svar!
[14] Men Mika svarede: “Så sandt HERREN lever: Hvad HERREN siger mig, det vil jeg tale!
[15] Da han kom til Kongen, spurgte denne ham: “Mika, skal vi drage i Krig mod Ramot i Gilead, eller skal vi lade være?” Da svarede han: “Drag derop, så skal Lykken følge dig, og HERREN vil give det i Kongens Hånd!”
[16] Men Kongen sagde til ham: “Hvor mange Gange skal jeg besvære dig, at du ikke siger mig andet end Sandheden i HERRENs Navn?”
[17] Da sagde han: Jeg så hele Israel spredt på Bjergene som en Hjord uden Hyrd: og HERREN sagde: De Folk har ingen Herre, lad dem vende tilbage i Fred, hver til sit!
[18] Israels Konge sagde da til Josafat: “Sagde jeg dig ikke, at han aldrig spår mig godt, kun ondt!
[19] Da sagde Mika: “Så hør da HERRENs Ord! Jeg så HERREN sidde på sin Trone og hele Himmelens Hær stå til højre og venstre for ham;
[20] og HERREN sagde: Hvem vil dåre Akab, så han drager op og falder ved Ramot i Gilead? En sagde nu eet, en anden et andet;
[21] men så trådte en Ånd frem og stillede sig foran HERREN og sagde: Jeg vil dåre ham! HERREN spurgte ham: Hvorledes?
[22] Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en Løgnens Ånd i alle hans Profefers Mund! Da sagde HERREN: Ja, du kan dåre ham; gå hen og gør det!
[23] Se, således har HERREN lagt en Løgnens Ånd i alle disse dine Profeters Mund, thi HERREN har ondt i Sinde imod dig!”
[24] Da trådte Zidkija, Kena’as Søn, frem og slog Mika på kinden og, sagde: “Ad hvilken Vej skulde HERRENs Ånd have forladt mig for at tale til dig?”
[25] Men Mika sagde: “Det skal du få at se, den Dag du flygter fra Kammer til Kammer for at skjule dig!”
[26] Så sagde Israels Konge: “Tag Mika og bring ham tilbage til Amon, Byens Øverste, og Kongesønnen Joasj
[27] og sig: Såleds siger Kongen: Kast denne Mand i Fængsel og sæt ham på Trængselsbrød og Trængselsvand, indtil jeg kommer uskadt tilbage!”
[28] Men Mika sagde: “Kommer du uskadt tilbage, så har HERREN ikke talet ved mig!” Og han sagde: “Hør, alle I Folkeslag!”
[29] Så drog Israels Konge og Kong Josafat af Juda op mod Ramot i Gilead.
[30] Og Israels Konge sagde til Josafat: “Jeg vil forklæde mig, før jeg drager i Kampen; men tag du dine egne Klæder på!” Og Israels Konge forklædte sig og drog så i Kampen.
[31] Men Arams Konge havde givet sine to og tredive Vognstyrere den Befaling: “I må ikke angribe nogen, være sig høj eller lav, uden Israels Konge alene!”
[32] Da nu Vognstyrerne fik Øje på Josafat, tænkte de: “Det er sikkert Israels Konge!” Og de rettede deres Angreb mod ham. Da gav Josafat sig til at råbe;
[33] og da Vognstyrene opdagede, at det ikke var Israels konge, trak de sig bort fra ham.
[34] Men en Mand, der skød en Pil af på Lykke og Fromme, ramte Israels Konge mellem Remmene og Brynjen. Da sagde han til sin Vognstyrer: “Vend og før mig ud af Slaget, thi jeg er såret!”
[35] Men Kampen blev hårdere og hårdere den Dag, og Kongen holdt sig oprejst i sin Vogn over for Aramæerne til Aften, skønt Blodet fra Såret flød ned i Bunden at Vognen; men om Aftenen døde han.
[36] Da Solen gik ned, gik det Råb gennem Lejren: “Enhver drage hjem til sin By og sit Land,
[37] thi Kongen er død!” Så kom de til Samaria, og de jordede Kongen der.
[38] Og da man skyllede Vognen ved Samarias Dam, slikkede Hundene hans Blod, og Skøgerne badede sig deri efter det Ord, HERREN havde talet.
[39] Hvad der ellers er at fortælle om Akab, alt, hvad han gjorde, Elfenbenshuset, han lod opføre, og alle de Byer, han befæstede, står jo optegnet i Israels Kongers Krønike.
[40] Så lagde Akab sig til Hvile hos sine Fædre; og hans Søn Ahazja blev Konge i hans Sted.
[41] Josafat, Asas Søn, blev Konge over Juda i Kong Akab af Israels fjerde Regeringsår.
[42] Josafat var fem og tredive År gammel, da han blev Konge, og han herskede fem og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Azuba og var en Datter af Sjilhi.
[43] Han vandrede nøje i sin Fader Asas Spor og veg ikke derfra, idet han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne.
[44] Kun blev Offerhøjene ikke fjernet, og Folket blev ved at ofre og tænde Offerild på Højene.
[45] Og Josafat havde Fred med Israels Konge.
[46] Hvad der ellers er at fortælle om Josafat, de Heltegerninger, han udførte, og de Krige, han førte, står jo optegnet i Judas Kongers Krønike.
[47] De sidste af Mandsskøgerne, som var tilbage fra hans Fader Asas Tid, udryddede han af Landet.
[48] På den Tid var der ingen Konge i Edom.
[49] Kong Josafats Statholder byggede et Tarsisskib til Fart på Ofir efter Guld; men der kom intet ud af det, da Skibet gik under ved Ezjongeber.
[50] Da foreslog Ahazja, Akabs Søn, Josafat at lade sine Folk sejle med hans; men Josafat afslog det.
[51] Så lagde Josafat sig til Hvile hos sine Fædre og blev jordet hos sine Fædre i sin Fader Davids By og hans Søn Joram blev Konge i hans Sted.
[52] Ahazja, Akabs Søn, blev Konge over Israel i Samaria i Kong Josafat af Judas syttende Regeringsår, og han herskede to År over Israel.
[53] Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og vandrede i sin Faders og sin Moders Spor og i Jeroboams, Nebats Søns, Spor, han, som forledte Israel til at synde.
[54] Han dyrkede Ba’al og tilbad ham og krænkede HERREN, Israels Gud, nøjagtigt som hans Fader havde gjort.