Skip to content
Opens in a new window

[1] Da Kong David var gammel og til års, kunne han ikke blive varm, skønt man dækkede ham til med Tæpper.

[2] Da sagde hans Folk til ham: “Det er bedst, man søger efter en ung Jomfru til min Herre Kongen, for at hun kan være om Kongen og pleje ham; når hun ligger i din Favn, bliver min Herre Kongen varm!”

[3] Så søgte de efter en smuk ung Pige i hele Israels Land og fandt Abisjag fra Sjunem og bragte hende til Kongen.

[4] Hun var en såre smuk Pige: og hun plejede kongen og gik ham til Hånde; men Kongen havde ikke Omgang med hende.

[5] Adonija, Haggits Søn, dristede sig til at sige: “Jeg vil være Konge!” Og han skaffede sig Vogne og Heste og halvtredsindstyve Mænd til at løbe foran sig.

[6] Hans Fader havde ingen Sinde irettesat ham og sagt: “Hvorfor bærer du dig således ad?” Han havde et såre smukt Ydre og var den ældste efter Absalom.

[7] Han underhandlede med Joab, Zerujas Søn, og Præsten Ebjatar; de tog Adonijas Parti og støttede ham,

[8] mens Præsten Zadok, Jojadas Søn Benaja, Profeten Natan, Sjim i og Re’i og Davids Kærnetropper ikke sluttede sig til Adonija.

[9] Adonija lod nu slagte Små kvæg, Hornkvæg og Fedekvæg ved Slangestenen, der står ved Rogelkilden, og indbød alle sine Brødre, Kongesønnerne, og alle de judæiske Mænd, der stod i Kongens Tjeneste;

[10] men Profeten Natan, Benaja, Kærnetropperne og sin Broder Salomo indbød han ikke.

[11] Da sagde Natan til Batseba, Salomos Moder: “Du har vel hørt, at Adonija, Haggits Søn, har opkastet sig til Konge uden vor Herre Davids Vidende?

[12] Lad mig nu give dig et Råd, for at du kan redde dit eget og din søn Salomos Liv:

[13] Du skal gå ind til Kong David og sige til ham: Herre konge, du har jo tilsvoret din Trælkvinde: Din Søn Salomo skal være Konge efter mig og sidde på min Trone! Hvorfor har da Adonija opkastet sig til Konge?

[14] Og medens du endnu står og taler med Kongen, kommer jeg til og bekræfter dine Ord!”

[15] Da gik Batseba ind til kongen i hans Værelse - Kongen var meget gammel, og Abisjag fra Sjunem gik ham til Hånde -

[16] og Batseba bøjede sig og kastede sig til Jorden for Kongen. Da sagde Kongen: “Hvad ønsker du?”

[17] Hun svarede: “Herre, du har jo tilsvoret din Trælkvinde ved HERREN din Gud: Din Søn Salomo skal være konge efter mig og sidde på min Trone!

[18] Men se, nu har Adonija opkastet sig til Konge uden dit Vidende, Herre Konge!

[19] Han har ladet slagte Hornkvæg, Fedekvæg og Småkvæg i Mængde og indbudt alle Kongesønnerne, Præsten Ebjatar og Hærføreren Joab, men din Træl Salomo har han ikke indbudt.

[20] På dig, Herre Konge, er hele Israels Øjne rettet, for at du skal give dem til Kende, hvem der skal være din Efterfølger og sidde på min Herre Kongens Trone.

[21] Ellers gælder det mit og min Søn Salomos Liv, når min Herre Kongen har lagt sig til Hvile hos sine Fædre!”

[22] Medens hun endnu talte med Kongen, kom Profeten Natan,

[23] og det blev meldt Kongen: “Profeten Natan er her!” Så trådte han frem for Kongen og kastede sig på sit Ansigt til Jorden for ham.

[24] Derpå sagde Natan: “Herre konge, du har vel sagt, at Adonija skal være Konge efter dig og sidde på din Trone?

[25] Thi han er i Dag draget ned og har ladet slagte Hornkvæg, Fedekvæg og Småkvæg i Mængde og indbudt alle Kongesønnerne, Hærførerne og Præsten Ebjatar, og nu spiser og drikker de sammen med ham og råber: Leve Kong Adonija!

[26] Men han har hverken indbudt mig, din Træl, eller Præsten Zadok eller Benaja, Jojadas Søn, eller din Træl Salomo!

[27] Er det virkelig sket efter min Herre Kongens Befaling, uden at du har ladet dine Trælle vide, hvem der skal sidde på min Herre Kongens Trone efter dig?”

[28] Da svarede Kong David: “Kald mig Batseba hid!” Og hun trådte frem for Kongen og stillede sig foran ham.

[29] Da svor Kongen og sagde: “Så sandt HERREN, der udløste mig af al min Nød, lever:

[30] Som jeg tilsvor dig ved HERREN, Israels Gud, at din Søn Salomo skulde være Konge efter mig og sidde på min Trone i mit Sted, således vil jeg handle i Dag!”

[31] Da bøjede Batseba sig med sit Ansigt til Jorden og faldt ned for Kongen og sagde: “Måtte min Herre, Kong David, leve evindelig!”

[32] Derpå sagde Kong David: “Kald mig Præsten Zadok, Profeten Natan og Benaja, Jojadas Søn, hid!” Og de trådte frem for Kongen.

[33] Da sagde Kongen til dem: “Tag eders Herres Folk med eder, sæt min Søn Salomo på mit eget Muldyr og før ham ned til Gihon.

[34] Der skal Præsten Zadok og Profeten Natan salve ham til Konge over Israel, og I skal støde i Hornet og råbe: Leve Kong Salomo!

[35] Så skal I følge ham herop, og han skal gå hen og sætte sig på min Trone og være Konge i mit Sted; thi det er ham, jeg har udset til Fyrste over Israel og Juda!”

[36] Da svarede Benaja, Jojadas Søn, Kongen: “Det ske! Måtte HERREN, min Herre Kongens Gud, gøre således!

[37] Måtte HERREN være med Salomo, som han har været med min Herre Kongen, og gøre hans Trone endnu mægtigere end min Herre kong Davids!”

[38] Derpå drog Præsten Zadok, Profeten Natan og Benaja, Jojadas Søn, og Kreterne og Pleterne ned og satte Salomo på Kong Davids Muldyr og førte ham til Gihon;

[39] og Præsten Zadok tog Oliehornet fra Teltet og salvede Salomo; de stødte i Hornet, og hele Folket råbte: “Leve Kong Salomo!”

[40] Så fulgte hele Folket ham op og Folket spillede på Fløjter og jublede højt, så at Jorden var ved at revne af deres Råb.

[41] Det hørte Adonija og alle hans Gæster, netop som de var færdige med Måltidet, og da Joab hørte Hornets klang, sagde han: “Hvorfor er der så stort Røre i Byen?”

[42] Endnu medens han talte, kom Jonatan, Præsten Ebjatars Søn. Adonija sagde: “Kom herhen, thi du er en brav Mand og bringer godt nyt!”

[43] Men Jonatan svarede og sagde til Adonija: “Tværtimod; vor Herre Kong David har gjort Salomo til Konge!

[44] Kongen sendte Præsten Zadok, Profeten Natan, Benaja, Jojadas Søn, og Kreterne og Pleterne med ham, og de satte ham på Kongens Muldyr;

[45] og Præsten Zadok og Profeten Natan salvede ham til Konge ved Gihon; derefter drog de under Jubel op derfra, og der blev Røre i Byen; det var den Larm, I hørte.

[46] Salomo satte sig også på Kongetronen;

[47] tilmed kom Kongens Folk og lykønskede vor Herre Kong David med de Ord: Måtte din Gud gøre Salomos Navn endnu herligere end dit og hans Trone mægtigere end din! Og Kongen tilbad på sit Leje;

[48] ydermere sagde han: Lovet være HERREN, Israels Gud, som i Dag har ladet en Mand sætte sig på min Trone, endnu medens jeg selv kan se det!”

[49] Da blev alle Adonijas Gæster skrækslagne og brød op og gik hver sin Vej;

[50] men Adonija frygtede for Salomo og ilede hen og greb fat om Alterets Horn.

[51] Og man meldte Salomo: “Se, Adonija frygter for Kong Salomo, og se, han har grebet fat om Alterets Horn og siger: Kong Salomo skal først sværge mig til, at han ikke vil lade sin Træl slå ihjel med Sværd!”

[52] Da sagde Salomo: “Dersom han opfører sig som en brav Mand, skal der ikke krummes et Hår på hans Hoved; men gribes han i noget ondt, skal han dø!”

[53] Derpå sendte Kong Salomo Bud og lod ham hente ned fra Alteret; og han kom og kastede sig ned for Kong Salomo. Da sagde Salomo til ham: “Gå til dit Hjem!”

Første Kongebog — Chapters