[1] Tisjbiten Elias fra Tisjbe i Gilead sagde til Akab: “Så sandt HERREN, Israels Gud, lever, han, for hvis Åsyn jeg står, i de kommende År skal der ikke falde dug eller Regn uden på mit udtrykkelige Bud!”
[2] Derpå kom HERRENs Ord til ham således:
[3] “Gå bort herfra og begiv dig østerpå og hold dig skjult ved Bækken Krit østen for Jordan;
[4] du skal drikke af Bækken, og Ravnene har jeg pålagt at sørge for Føde til dig der.”
[5] Da gik han og gjorde efter HERRENs Ord, han gik hen og tog Bolig ved Bækken Krit østen for Jordan;
[6] og Ravnene bragte ham Brød om Morgenen og kød om Aftenen, og han drak af Bækken.
[7] Men nogen Tid efter tørrede Bækken ud, eftersom der ingen Regn faldt i Landet.
[8] Da kom HERRENs Ord til ham således:
[9] “Begiv dig til Zarepta, som hører til Zidon, og tag Bolig der; se, jeg har pålagt en Enke der at sørge for Føde til dig.”
[10] Så begav han sig til Zarepta, og da han kom til Byens Port, fik han Øje på en Enke, som var ved at sanke Brænde, og råbte til hende: “Hent mig lidt Vand i et Kar, for at jeg kan drikke!”
[11] Og da hun gik bort for at hente det, råbte han efter hende: “Tag også et Stykke Brød med til mig!”
[12] Men hun svarede: “Så sandt HERREN din Gud lever, jeg ejer ikke Brød, men kun en Håndfuld Mel i Krukken og lidt Olie i Dunken; jeg var nettop ved at sanke et Par Stykker Brænde for at gå hjem og tillave det til mig og min Søn; og når vi har spist det, må vi dø!”
[13] Da sagde Elias til hende: “Frygt ikke! Gå hjem og gør, som du siger; men lav først et lille Brød deraf til mig og bring mig det; siden kan du lave noget til dig selv og din Søn!
[14] Thi så siger HERREN, Israels Gud: Melkrukken skal ikke blive tom, og Olien i Dunken skal ikke slippe op, før den Dag HERREN sender Regn over Jorden!”
[15] Da gik hun og gjorde, som Elias sagde; og både hun og han og hendes Søn havde noget at spise en Tid lang.
[16] Melkrukken blev ikke tom, og olien i Dunken slap ikke op, efter det Ord HERREN havde talet ved Elias.
[17] Men nogen Tid efter blev Kvindens, Husets Ejerindes, Søn syg, og hans Sygdom tog heftigt til, så der til sidst ikke mere var Liv i ham.
[18] Da sagde hun til Elias: “Hvad har jeg med dig at gøre, du Guds Mand! Er du kommet for at bringe min Synd i Erindring og volde min Søns Død?”
[19] Men han svarede hende: “Lad mig få din Søn!” Og han tog ham fra hendes Skød og bar ham op i Stuen på Taget, hvor han boede, og lagde ham på sin Seng.
[20] Så råbte han til HERREN: “HERRE min Gud, vil du virkelig handle så ilde mod den Enke; i hvis Hus jeg er Gæst, at du lader hendes Søn dø?”
[21] Derpå strakfe han sig tre Gange hen over Drengen og råbte til HERREN: “HERRE min Gud, lad dog Drengens Sjæl vende tilbage!”
[22] Og HERREN hørte Eliass Røst; Drengens Sjæl vendte tilbage, så han blev levende.
[23] Så tog Elias Drengen og bragte ham fra Stuen på Taget ned i Huset og gav hans Moder ham, idet han sagde: “Se, din Søn lever!”
[24] Da sagde Kvinden til Elias: “Nu ved jeg vist, at du er en Guds Mand, og at HERRENs Ord i din Mund er Sandhed.”