[1] Vorder mine Efterfølgere, ligesom også jeg er Kristi!
[2] Men jeg roser eder, fordi I komme mig i Hu i alt og holde fast ved Overleveringerne, således som jeg har overleveret eder dem.
[3] Men jeg vil, at I skulle vide, at Kristus er enhver Mands Hoved; men Manden er Kvindens Hoved; men Gud er Kristi Hoved.
[4] Hver Mand, som beder eller profeterer med tildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved.
[5] Men hver Kvinde, som beder eller profeterer med utildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved; thi det er lige det samme, som var hun raget.
[6] Thi når en Kvinde ikke tildækker sig, så lad hende også klippe sit Hår af; men er det usømmeligt for en Kvinde at klippes eller rages, da tildække hun sig!
[7] Thi en Mand bør ikke tildække sit Hoved, efterdi han er Guds Billede og Ære; men Kvinden er Mandens Ære.
[8] Mand er jo ikke af Kvinde, men Kvinde af Mand.
[9] Ej heller er jo Mand skabt for Kvindens Skyld, men Kvinde for Mandens Skyld.
[10] Derfor bør Kvinden have et Ærbødighedstegn på Hovedet for Englenes Skyld.
[11] Dog er hverken Kvinde uden Mand eller Mand uden Kvinde i Herren.
[12] Thi ligesom Kvinden er af Manden, således er også Manden ved Kvinden; men alt sammen er det af Gud.
[13] Dømmer selv: Er det sømmeligt, at en Kvinde beder til Gud med utildækket Hoved?
[14] Lærer ikke også selve Naturen eder, at når en Mand bærer langt Hår, er det ham en Vanære,
[15] men når en Kvinde bærer langt Hår, er det hende en Ære; thi det lange Hår er givet hende som et Slør.
[16] Men har nogen Lyst til at trættes herom, da have vi ikke sådan Skik, og Guds Menigheder ej heller.
[17] Men idet jeg giver følgende Formaning, roser jeg ikke, at I komme sammen, ikke til det bedre, men til det værre.
[18] For det første nemlig hører jeg, at når I komme sammen i Menighedsforsamling, er der Splittelser iblandt eder; og for en Del tror jeg det.
[19] Thi der må endog være Partier iblandt eder, for at de prøvede kunne blive åbenbare iblandt eder.
[20] Når I da komme sammen, er dette ikke at æde en Herrens Nadver.
[21] Thi under Spisningen tager enhver sit eget Måltid forud, og den ene hungrer, den anden beruser sig.
[22] Have I da ikke Huse til at spise og drikke i? eller foragte I Guds Menighed og beskæmme dem, som intet have? Hvad skal jeg sige eder? Skal jeg rose eder? I dette roser jeg eder ikke.
[23] Thi jeg har modtaget fra Herren, hvad jeg også har overleveret eder: At den Herre Jesus i den Nat, da han blev forrådt, tog Brød,
[24] takkede og brød det og sagde: “Dette er mit Legeme, som er for eder; gører dette til min Ihukommelse!”
[25] Ligeså tog han og,så Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: “Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod; gører dette, så ofte som I drikke det, til min Ihukommelse!”
[26] Thi så ofte, som I æde dette Brød og drikke Kalken, forkynde I Herrens Død, indtil han kommer.
[27] Derfor, den, som æder Brødet eller drikker Herrens Kalk uværdigt, pådrager sig Skyld over for Herrens Legeme og Blod.
[28] Men hvert Menneske prøve sig selv, og således æde han af Brødet og drikke af Kalken!
[29] Thi den, som æder og drikker, æder og drikker sig selv en Dom til, når han ikke agter på Legenet.
[30] Derfor ere mange skrøbelige og sygelige iblandt eder, og en Del sover hen.
[31] Men dersom vi bedømte os selv, bleve vi ikke dømte.
[32] Men når vi dømmes, tugtes vi af Herren, for at vi ikke skulle fordømmes med Verden.
[33] Derfor, mine Brødre! når I komme sammen til Måltid, da venter på hverandre!
[34] Når nogen hungrer, han spise hjemme, for at I ikke skulle komme sammen til Dom. Men det øvrige skal jeg forordne, når jeg kommer.