[1] De førte så Guds Pagts Ark ind og stillede den midt i det Telt, David havde rejst den; og de ofrede Brændofre og Takofre for Guds Åsyn.
[2] Og da David var færdig med Brændofrene og Takofrene, velsignede han Folket i HERRENs Navn
[3] og uddelte til hver enkelt Israelit, både Mand og Kvinde, en Brødskive, et Stykke Kød og en Rosinkage.
[4] Foran HERRENs Ark stillede han nogle af Leviterne til at gøre Tjeneste og til at takke, love og prise HERREN, Israels Gud;
[5] Asaf var Leder, og næst efter ham kom Zekarja, så Uzziel, Sjemiramot, Jehiel, Mattitja, Eliab, Benaja, Obed-Edom og Je’iel med Harper og Citre, medens Asaf lod Cymblerne klinge,
[6] og Præsterne Benaja og Jahaziel stadig blæste i Trompeterne foran Guds Pagts Ark.
[7] Den Dag, ved den Lejlighed, overdrog David for første Gang Asaf og hans Brødre at lovsynge HERREN.
[8] Pris HERREN, påkald hans Navn, gør hans Gerninger kendte blandt Folkeslag!
[9] Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere,
[10] ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger HERREN,
[11] spørg efter HERREN og hans Magt, søg bestandig hans Åsyn;
[12] kom i Hu de Undere, han øved, hans Tegn og hans Munds Domme,
[13] I, hans Tjener, Israels Sæd. hans udvalgte, Jakobs Sønner!
[14] Han, HERREN, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden;
[15] han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn,
[16] Pagten. han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak:
[17] han holdt dem i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel,
[18] idet han sagde: “Dig giver jeg Kana’ans Land som eders Arvelod.”
[19] Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der,
[20] og vandred fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet,
[21] tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger:
[22] “Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!”
[23] Syng for HERREN, al Jorden, fortæl om hans Frelse Dag efter dag;
[24] kundgør hans Ære blandt Folkene, hans Undere blandt alle Folkeslag!
[25] Thi stor og højlovet er HERREN, forfærdelig over alle Guder;
[26] thi alle Folkeslagenes Guder er Afguder, HERREN er Himlens Skaber.
[27] For hans Åsyn er Højhed og Hæder, Pris og Fryd i hans Helligdom.
[28] Giv HERREN, I Folkeslags Slægter, giv HERREN Ære og Pris,
[29] giv HERREN hans Navns Ære, bring Gaver og kom for hans Åsyn, tilbed HERREN i helligt Skrud,
[30] bæv for hans Åsyn, al Jorden! Han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke.
[31] Himlen glæde sig Jorden juble, det lyde blandt Folkene: “HERREN har vist, han er Konge!”
[32] Havet med dets Fylde bruse, Marken juble og alt, hvad den bærer.
[33] Da fryder sig Skovens Træer for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden.
[34] Lov HERREN, thi han er god, og hans Miskundhed varer evindelig!
[35] Og sig: “Frels os, vor Frelses Gud, saml os og fri os fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn; med Stolthed synge din Pris!”
[36] Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Da sagde hele Folket: “Amen!” og: “Lov HERREN!”
[37] Så lod han Asaf og hans Brødre blive der foran HERRENs Pagts Ark for altid at gøre Tjeneste foran Arken efter hver Dags Behov;
[38] og Obed-Edom, Jedituns Søn, og Hosa med deres Brødre, i alt otte og tresindstyve, lod han blive som Dørvogtere.
[39] Men Præsten Zadok og hans Brødre Præsterne lod han blive foran HERRENs Bolig på Oerhøjen i Gibeon
[40] for daglig, både Aften og Morgen, at ofre HERREN Brændofre på Brændofferalteret ganske som det er foreskrevet i den Lov, HERREN havde pålagt Israel;
[41] og sammen med dem Heman og Jedutun og de øvrige før nævnte udvalgte Mænd til at love HERREN med Ordene “thi hans Miskundhed varer evindelig!”
[42] Og de havde hos sig Trompeter og Cymbler til dem, der spillede, og instrumenter til Guds Sange; men Jedutuns Sønner var Dørvogtere.
[43] Derpå gik alt Folket hver til sit, og David vendte hjem for at velsigne sit Hus.