[1] Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,
[2] mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
[3] ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.
[4] Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
[5] han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
[6] lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
[7] Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
[8] Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.
[9] Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.
[10] Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
[11] han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
[12] han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
[13] Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;
[14] hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
[15] med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
[16] Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;
[17] han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
[18] og sagde: “Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude.”
[19] At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;
[20] min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.
[21] Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:
[22] HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
[23] hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
[24] Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham.
[25] Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
[26] det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,
[27] godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.
[28] Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;
[29] han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.
[30] Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.
[31] Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
[32] har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;
[33] ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
[34] Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
[35] når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,
[36] når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?
[37] Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?
[38] Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?
[39] Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
[40] Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
[41] løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
[42] vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
[43] men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,
[44] hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;
[45] til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
[46] De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
[47] Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
[48] Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
[49] Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
[50] før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
[51] Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
[52] Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
[53] de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
[54] Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: “Fortabt!”
[55] Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
[56] du hørte min Røst: “O, gør dig ej døv for mit Skrig!”
[57] Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: “Frygt ikke!”
[58] Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;
[59] HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!
[60] Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
[61] du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,
[62] mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
[63] Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.
[64] Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
[65] gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!
[66] forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.