[1] Jakob, Guds og den Herres Jesu Kristi Tjener, hilser de tolv Stammer i Adspredelsen.
[2] Mine Brødre! agter det for idel Glæde, når I stedes i mange Hånde Prøvelser,
[3] vidende, at eders Tros Prøve virker Udholdenhed;
[4] men Udholdenheden bør medføre fuldkommen Gerning, for at I kunne være fuldkomne og uden Brøst, så I ikke stå tilbage i noget.
[5] Men dersom nogen af eder fattes Visdom, han bede derom til Gud, som giver alle gerne og uden Bebrejdelse, så skal den gives ham.
[6] Men han bede i Tro, uden at tvivle; thi den, som tvivler, ligner en Havets Bølge, der drives og kastes af Vinden.
[7] Ikke må nemlig det Menneske mene, at han skal få noget af Her ren,
[8] en tvesindet Mand, som han er, ustadig på alle sine Veje.
[9] Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin Højhed,
[10] den rige derimod af sin Ringhed; thi han skal forgå som Græssets Blomst.
[11] Thi Solen står op med sin Hede og hentørrer Græsset, og dets Blomst falder af, og dens Skikkelses Ynde forsvinder; således skal også den rige visne på sine Veje.
[12] Salig den Mand, som holder Prøvelse ud; thi når han har stået Prøve, skal han få Livets Krans, som Herren har forjættet dem, der elske ham.
[13] Ingen sige, når han fristes: “Jeg fristes af Gud;” thi Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen;
[14] men enhver fristes,når han drages og lokkes af sin egen Begæring;
[15] derefter, når Begæringen har undfanget, føder den Synd, men når Synden er fuldvoksen, føder den Død.
[16] Farer ikke vild, mine elskede Brødre!
[17] Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller skiftende Skygge.
[18] Efter sin Villie fødte han os ved Sandheds Ord, for at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger.
[19] I vide det, mine elskede Brødre. Men hvert Menneske være snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede;
[20] thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud.
[21] Derfor, aflægger alt Smuds og Levning af Slethed, og modtager med Sagtmodighed Ordet, som er indplantet i eder, og som formår at frelse eders Sjæle.
[22] Men vorder Ordets Gørere og ikke alene dets Hørere, hvormed I bedrage eder selv.
[23] Thi dersom nogen er Ordets Hører og ikke dets Gører, han ligner en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Spejl;
[24] thi han betragter sig selv og går bort og glemmer straks, hvor dan han var.
[25] Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og holder ved dermed, så han ikke bliver en glemsom Tilhører, men en Gerningens Gører, han skal være salig i sin Gerning.
[26] Dersom nogen synes, at han dyrker Gud, og ikke holder sin Tunge i Tømme, men bedrager sit Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forgæves.
[27] En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er dette, at besøge faderløse og Enker i deres Trængsel, at holde sig selv uplettet af Verden.