[1] Thi hver Ypperstepræst tages iblandt Mennesker og indsættes for Mennesker til Tjenesten for Gud, for at han skal frembære både Gaver og Slagtofre for Synder,
[2] som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende, eftersom han også selv er stedt i Skrøbelighed
[3] og for dens Skyld må frembære Syndoffer, som for Folket således også for sig selv
[4] Og ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom jo også Aron.
[5] Således har ej heller Kristus tillagt sig selv den Ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: “Du er min Søn, jeg har født dig i Dag,”
[6] som han jo også siger et andet Sted: “Du er Præst til evig Tid, efter Melkisedeks Vis,”
[7] han, som i sit Køds Dage med stærkt Råb og Tårer frembar Bønner og ydmyge Begæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Angst,
[8] og således, endskønt han var Søn, lærte Lydighed af det, han led,
[9] og efter at være fuldkommet blev Årsag til evig Frelse for alle dem, som lyde ham,
[10] idet han af Gud blev kaldt Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis.
[11] Herom have vi meget at sige, og det er vanskeligt at forklare, efterdi I ere blevne sløve til at høre.
[12] Thi skønt I efter Tiden endog burde være Lærere, trænge I atter til, at man skal lære eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I ere blevne sådanne, som trænge til Mælk og ikke til fast Føde.
[13] Thi hver, som får Mælk, er ukyndig i den rette Tale, thi han er spæd;
[14] men for de fuldkomne er den faste Føde, for dem, som på Grund af deres Erfaring have Sanserne øvede til at skelne mellem godt og ondt.