[1] Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus,
[2] der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom også Moses var det i hele hans Hus.
[3] Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme Mål som den,der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset selv.
[4] Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet alt, er Gud.
[5] Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales;
[6] men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi, såfremt vi fastholde Håbets Frimodighed og Ros urokket indtil Enden.
[7] Derfor, som den Helligånd siger: “I Dag, når I høre hans Røst,
[8] da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen, på Fristelsens Dag i Ørkenen,
[9] hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig på Prøve, og de så dog mine Gerninger i fyrretyve År.
[10] Derfor harmedes jeg på denne Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje,
[11] så jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile” -
[12] så ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, så at han falder fra den levende Gud.
[13] Men formaner hverandre hver Dag, så længe det hedder “i Dag”, for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag.
[14] Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, såfremt vi fastholde vor første Fortrøstning urokket indtil Enden.
[15] Når der sigs: “I Dag, - når I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter som i Forbitrelsen”:
[16] hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses?
[17] Men på hvem harmedes han i fyrretyve År? Mon ikke på dem, som syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen?
[18] Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gå ind til hans Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige?
[19] Og vi se, at de ikke kunde gå ind på Grund af Vantro.