[1] David sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Hånd.
[2] Han sang: “HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier,
[3] min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser mig fra Vold!
[4] Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
[5] Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,
[6] Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;
[7] i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!
[8] Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.
[9] Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.
[10] Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
[11] båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;
[12] han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.
[13] Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud.
[14] HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst;
[15] han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle og skræmmede dem.
[16] Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved HERRENs Trusel, for hans Vredes Pust.
[17] Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,
[18] frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.
[19] På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig et Værn.
[20] Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
[21] HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;
[22] thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud;
[23] hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love.
[24] Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
[25] HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som var ham for Øje!
[26] Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
[27] du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
[28] De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
[29] Ja, du er min Lampe, HERRE! HERREN opklarer mit Mørke.
[30] Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.
[31] Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.
[32] Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
[33] den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
[34] gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højne,
[35] oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen?
[36] Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor;
[37] du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
[38] Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,
[39] slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.
[40] Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;
[41] du slog mine Fjender på Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af Vejen.
[42] De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
[43] Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg på dem.
[44] Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
[45] Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de mig:
[46] Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres Skjul.
[47] HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
[48] den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod
[49] og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
[50] HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,
[51] du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed. David og hans Æt evindelig.