[1] Men som Medarbejdere formane vi også til, at I ikke forgæves må have modtaget Guds Nåde;
[2] (han siger jo: “På en behagelig Tid bønhørte jeg dig, og på en Frelsens Dag hjalp jeg dig.” Se, nu er det en velbehagelig Tid, se, nu er det en Frelsens Dag;)
[3] og vi give ikke i nogen Ting noget Anstød, for at Tjenesten ikke skal blive lastet;
[4] men i alting anbefale vi som Guds Tjenere os selv ved stor Udholdenhed i Trængsler, i Nød, i Angster,
[5] under Slag, i Fængsler, under Oprør, under Besværligheder, i Nattevågen, i Faste,
[6] ved Renhed, ved Kundskab, ved Langmodighed, ved Velvillighed, ved den Helligånd, ved uskrømtet Kærlighed,
[7] ved Sandheds Ord, ved Guds Kraft, ved Retfærdighedens Våben både til Angreb og Forsvar;
[8] ved Ære og Vanære, ved ondt Rygte og godt Rygte; som Forførere og dog sanddru;
[9] som ukendte og dog velkendte; som døende, og se, vi leve; som de, der tugtes, dog ikke til Døde;
[10] som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gøre mange rige; som de, der intet have, og dog eje alt.
[11] Vor Mund er opladt over for eder, Korinthiere! vort Hjerte er udvidet.
[12] I have ikke snæver Plads i os, men der er snæver Plads i eders Hjerter.
[13] Men ligeså til Gengæld (jeg taler som til mine Børn), må også I udvide eders Hjerter!
[14] Drager ikke i ulige Åg med vantro; thi hvad Fællesskab har Retfærdighed og Lovløshed? eller hvad Samfund har Lys med Mørke?
[15] Hvad Samklang er der mellem Kristus og Belial? eller hvad Delagtighed har en troende med en vantro?
[16] Hvad Samstemning har Guds Tempel med Afguder? Thi vi ere den levende Guds Tempel, ligesom Gud har sagt: “Jeg vil bo og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.”
[17] “Derfor går ud fra dem og udskiller eder fra dem, siger Herren, og rører ikke noget urent; og jeg vil antage mig eder,”
[18] “og jeg vil være eders Fader, og I skulle være mine Sønner og Døtre, siger Herren, den Almægtige.”