[1] Gid I vilde finde eder i en Smule Dårskab af mig! Dog, I gør det Jo nok.
[2] Thi jeg er nidkær for eder med Guds Nidkærhed; jeg har jo trolovet eder med een Mand for at fremstille en ren Jomfru for Kristus.
[3] Men jeg frygter for, at ligesom Slangen bedrog Eva ved sin Træskhed, således skulle eders Tanker fordærves og miste det oprigtige Sindelag over for Kristus.
[4] Thi dersom nogen kommer og prædiker en anden Jesus, som vi ikke prædikede, eller I få en anderledes Ånd, som I ikke fik, eller et anderledes Evangelium, som I ikke modtoge, da vilde I kønt finde eder deri.
[5] Thi jeg mener ikke at stå tilbage i noget for de såre store Apostle.
[6] Er jeg end ulærd i Tale, så er jeg det dog ikke i Kundskab; tværtimod på enhver Måde have vi lagt den for Dagen for eder i alle Stykker.
[7] Eller gjorde jeg Synd i at fornedre mig selv, for at I skulde ophøjes, idet jeg forkyndte eder Guds Evangelium for intet?
[8] Andre Menigheder plyndrede jeg, idet jeg tog Sold af dem for at tjene eder, og medens jeg var nærværende hos eder og kom i Trang, faldt jeg ingen til Byrde;
[9] thi min Trang afhjalp Brødrene, da de kom fra Makedonien, og i alt har jeg holdt og vil jeg holde mig uden Tynge for eder.
[10] Så vist som Kristi Sandhed er i mig, skal denne Ros ikke fratages mig i Akajas Egne.
[11] Hvorfor? mon fordi jeg ikke elsker eder? Gud ved det.
[12] Men hvad jeg gør, det vil jeg fremdeles gøre, for at jeg kan afskære dem Lejligheden, som søge en Lejlighed, til at findes os lige i det, hvoraf de rose sig.
[13] Thi sådanne ere falske Apostle, svigefulde Arbejdere, som påtage sig Skikkelse af Kristi Apostle.
[14] Og det er intet Under; thi Satan selv påtager sig Skikkelse af en Lysets Engel.
[15] Derfor er det ikke noget stort, om også hans Tjenere påtage sig Skikkelse som Retfærdigheds Tjenere; men deres Ende skal være efter deres Gerninger.
[16] Atter siger jeg: Ingen må agte mig for en Dåre; men hvis så skal være, så tåler mig endog som en Dåre, for at også jeg kan rose mig en Smule.
[17] Hvad jeg nu taler, taler jeg ikke efter Herrens Sind, men som i Dårskab, idet jeg så tillidsfuldt roser mig.
[18] Efterdi mange rose sig med Hensyn til Kødet, vil også jeg rose mig.
[19] Gerne finde I eder jo i Dårerne, efterdi I ere kloge.
[20] I finde eder jo i, om nogen gør eder til Trælle, om nogen æder eder op, om nogen tager til sig, om nogen ophøjer sig, om nogen slår eder i Ansigtet.
[21] Med Skamfuldhed siger jeg det, efterdi vi have været svage; men hvad end nogen trodser på (jeg taler i Dårskab), derpå trodser også jeg.
[22] Ere de Hebræere? Jeg også. Ere de Israeliter? Jeg også. Ere de Abrahams Sæd? Jeg også.
[23] Ere de Kristi Tjenere? Jeg taler i Vanvid: jeg er det mere. Jeg har lidt langt flere Besværligheder, fået langt flere Slag, været hyppigt i Fængsel, ofte i Dødsfare.
[24] Af Jøder har jeg fem Gange fået fyrretyve Slag mindre end eet.
[25] Tre Gange er jeg bleven pisket, een Gang stenet, tre Gange har jeg lidt Skibbrud, et Døgn har jeg tilbragt på Dybet;
[26] ofte på Rejser, i Farer fra Floder, i Farer iblandt Røvere, i Farer fra mit Folk, i Farer fra Hedninger, i Farer i By, i Farer i Ørken, i Farer på Havet, i Farer iblandt falske Brødre;
[27] i Møje og Anstrengelse, ofte i Nattevågen, i Hunger og Tørst, ofte i Faste, i Kulde og Nøgenhed;
[28] foruden hvad der kommer til, mit daglige Overløb, Bekymringen for alle Menighederne.
[29] Hvem er skrøbelig, uden at også jeg er det? hvem bliver forarget, uden at det brænder i mig?
[30] Dersom jeg skal rose mig, da vil jeg rose mig af min Magtesløshed.
[31] Gud og den Herres Jesu Fader, som er højlovet i Evighed, ved, at jeg ikke lyver.
[32] I Damaskus holdt Kong Aretas’s Statholder Damaskenernes Stad bevogtet for at gribe mig;
[33] men jeg blev igennem en Luge firet ned over Muren i en Kurv og undflyede af hans Hænder.