[1] Men da Kana’anæeren, Kongen af Arad, der boede i Sydlandet, hørte, at Israel rykkede frem ad Atarimvejen, angreb han Israel og tog nogle af dem til Fange.
[2] Da aflagde Israel et Løfte til Herren og sagde: “Hvis du giver dette Folk i min Hånd, vil jeg lægge Band på deres Byer!”
[3] Og HERREN hørte Israels Røst og gav Kana’anæerne i deres Hånd, hvorefter de lagde Band på dem og deres Byer. Derfor gav man Stedet Navnet Horma.
[4] Så brød de op fra Bjerget Hor i Retning af det røde Hav for at komme uden om Edoms Land. Undervejs blev Folket utålmodigt
[5] og talte mod Gud og Moses og sagde: “Hvorfor førte I os ud af Ægypten, når vi skal dø i Ørkenen? Her er jo hverken Brød eller Vand, og vi er lede ved denne usle Føde.”
[6] Da sendte HERREN Giftslanger blandt Folket, og de bed Folket så en Mængde af Israel døde.
[7] Så kom Folket til Moses og sagde: “Vi har syndet ved at tale imod HERREN og dig; gå i Forbøn hos HERREN, at han tager Slangerne fra os!” Og Moses gik i Forbøn for Folket.
[8] Da sagde HERREN til Moses: “Lav dig en Slange og sæt den på en Stang, så skal enhver slangebidt, der ser hen på den, leve!”
[9] Da lavede Moses en Kobberslange og satte den på en Stang; og enhver, der så hen på Kobberslangen, når en Slange havde bidt ham, beholdt Livet.
[10] Så brød Israelitterne op og slog Lejr i Obot;
[11] og de brød op fra Obot og slog Lejr i tjje Håbarim i Ørkenen østen for Moab.
[12] Derfra brød de op og slog Lejr i Zereddalen.
[13] Derfra brød de op og slog Lejr i Ørkenen hinsides Arnon, som udspringer på Amoriternes Område, thi Arnon var Moabs Grænse mod Amoriterne.
[14] Derfor hedder det i Bogen om HERRENs Krige: Vaheb i Sufa og Dalene, Arnon og Dalenes Skrænt,
[15] som strækker sig til Ars Sæde og læner sig til Moabs Grænse.
[16] Derfra brød de op til Beer; det er det Be’er, HERREN havde for Øje, da han sagde til Moses: “Kald Folket sammen, så vil jeg give dem Vand!”
[17] Da sang Israelitterne denne Sang: Brønd, væld frem! Syng til dens Pris!
[18] Brønd, som Høvdinger grov, som Folkets ædle bored med Herskerspir og Stave! Fra Ørkenen brød de op til Mattana;
[19] fra Mattana til Nahaliel; fra Nahaliel til Bamot;
[20] fra Bamot til halen på Moabs Højslette, til Pisgas Top, som rager op over Ørkenen.
[21] Israel sendte nu Sendebud til Amoriterkongen Sihon og lod sige:
[22] “Lad mig få Lov at drage igennem dit Land! Vi vil ikke dreje ind på Marker eller i Vinhaver, vi vil ikke drikke Vand af Brøndene, vi vil følge Kongevejen, indtil vi er nået igennem dit Land!
[23] Men Sihon tillod ikke Israel at drage igennem sit Land; derimod samlede han alt sit krigsfolk og rykkede ud i Ørkenen imod Israel, og da han nåede Jaza, angreb han Israel.
[24] Men Israel slog ham med Sværdet og underlagde sig hans Land fra Arnon til Jabbok, til Ammoniternes Land; thi Jazer ligger ved Ammoniternes Grænse;
[25] og Israel indtog alle disse Byer, og Israel bosatte sig i alle Amoriternes Byer, i Hesjbon og alle tilhørende Småbyer.
[26] Thi Hesjbon var Amoriterkongen Sihons By; han havde angrebet Moabs forrige konge og frataget ham hele hans Land indtil Arnon.
[27] Derfor synger Skjaldene: Kom hid til Hesjbon, lad den blive bygget og grundfæstet, Sihons By!
[28] Thi Ild for ud fra Hesjbon, Ildslue fra Sihons Stad, den fortærede Moabs Byer, opåd Arnons Højder.
[29] Ve dig, Moab! Det er ude med dig, Kemosjs Folk! Han gjorde sine Sønner til Flygtninge og sine Døtre til Krigsfanger for Sihon, Amoriternes Konge.
[30] Og vi skød dem ned, Hesjbon er tabt indtil Dibon; vi lagde dem øde til Nofa, som ligger ved Medeba.
[31] Så bosatte Israel sig i Amoriternes Land.
[32] Derpå sendte Moses Spejdere til Jazer; og de erobrede det tillige med tilhørende Småbyer, og han drev de der boende Amoriter bort.
[33] Derpå vendte de om og drog ad Basan til. Da rykkede Og, Kongen af Basan, ud imod dem med alle sine Krigere og angreb dem ved Edrei.
[34] Men HERREN sagde til Moses: “Frygt ikke for ham! Thi jeg giver ham og alle hans krigere og hans Land i din Hånd, så at du kan handle med ham, som du handlede med Amoriterkongen Sihon, der boede i Hesjbon.”
[35] Da slog de ham og hans Sønner og alle hans Krigere, så at ikke en eneste af dem undslap, og derpå underlagde de sig hans Land.