[1] Men HERREN bød en stor Fisk sluge Jonas; og Jonas var i Fiskens Bug tre Dage og tre Nætter.
[2] Da bad Jonas i Fiskens Bug til HERREN sin Gud
[3] og sagde: Jeg råbte i Nøden til HERREN, og han svarede mig; jeg skreg fra Dødsrigets Skød, og du hørte min Røst.
[4] Du kasted mig i Dybet midt i Havet, Strømmen omgav mig; alle dine Brændinger og Bølger skyllede over mig.
[5] Jeg tænkte: “Bort er jeg stødt fra dine Øjne, aldrig mer skal jeg skue dit hellige Tempel.”
[6] Vandene trued min Sjæl, Dybet omgav mig, Tang var viklet om mit Hoved; til Bjergenes Rødder
[7] steg jeg ned, til Jordens Slåer, de evige Grundvolde; da drog du mit Liv op af Graven, HERRE min Gud.
[8] Da min Sjæl vansmægtede i mig, kom jeg HERREN i Hu, og min Bøn steg op til dig i dit hellige Tempel.
[9] De, der dyrker det tomme Gøgl, lader Gudsfrygt fare;
[10] men jeg vil bringe dig Ofre med Lovsangs Toner og indfri de Løfter, jeg gav. Hos HERREN er Frelse.
[11] Så talede HERREN til Fisken, og den spyede Jonas ud på det tørre Land.