[1] Du menneskesøn istem en klagesang over Israels fyrster og sig:
[2] Hvor var dog din Moder en Løvinde midt iblandt Løver! Hun hviled blandt unge Løver opfostred Unger.
[3] En Unge voksede til, en Ungløve blev den; den lærte at røve Rov, Mennesker åd den.
[4] Da opbød man Folkene mod den, i Grav blev den fanget, de slæbte den bort med Kroge til Ægyptens Land.
[5] Da hun så, at den var ført bort, at Håbet var bristet, tog hun en anden Unge og gjorde til Løve.
[6] Den gik imellem Løvinder, en Ungløve blev den, den lærte at røve Rov, Mennesker åd den.
[7] Den overfaldt Vædre på Græs, var Hjordenes Rædsel Landet og dets Fylde stivned af Angst for dens Brøl.
[8] Og Folkene lagde Snarer rundt omkring den, over den bredte de Nettet, i Grav blev den fanget.
[9] De trak den med Kroge i Bur og førte den til Babels Konge, hen til Borgen, at dens Røst ej mer skulde høres på Israels Bjerge.
[10] Din Moder var en Vinstok i Vingården, plantet ved Vand, frugtbar og rig på Grene ved rigelig Væde.
[11] En af dens Grene blev til et Herskerspir dens knejsende Vækst skød op imellem Løvet, let at se i sin Højde, med mange Ranker.
[12] Men, i Vrede blev Vinstokken oprykt, slænget til Jorden, Østenstorm tørred dens Frugt, den reves af, dens stolte Gren blev vissen, Ild åd den op.
[13] Nu er den plantet i Ørkenen, et tørt og tørstigt Land.
[14] Ild for ud af dens Gren, fortæred dens Ranker og Frugt: en stolt Gren findes ej på den til Herskerspir. Dette er en Klagesang, og en Klagesang blev det.