[1] Hør dette Ord, en klagesang, som jeg istemmer over eder, Israels Hus:
[2] Hun er faldet og rejser sig ikke, Israels Jomfru, henstrakt på sin Jord, og ingen rejser hende op.
[3] Thi så siger den Herre HERREN: Den By, som går i Leding med tusind, får hundred tilbage, og den som går i Leding med hundred, får ti tilbage i Israels Hus.
[4] Thi så siger HERREN til Israels Hus: Søg mig, så skal I leve!
[5] Søg ikke til Betel, gå ikke til Gilgal, drag ikke til Beersjeba! Thi Gilgal skal blive landflygtig, og Betel skal blive til intet.
[6] Søg HERREN, så skal I leve, at ikke en Lue slår ud, en ædende Ild mod Josefs Hus, og Betel har ingen, som slukker.
[7] Ve dem, som gør Ret til Malurt og kaster Retfærd i Støvet!
[8] Syvstjernens og Orions Skaber, han, som vender Mulm til Morgen og gør Dag til Nattemørke, som kalder ad Havets Vande og gyder dem ud over Jorden, HERREN er hans Navn!
[9] Han lader Ødelæggelse bryde ind over Borge, Ødelæggelse komme over Fæstninger.
[10] De hader Rettens Talsmand i Porten og afskyr den, som taler sandt.
[11] Derfor, da I træder på den ringe og tager Afgift af hans Korn, skal I vel bygge Kvaderstenshuse, men ikke bo den; I skal vel plante yndige Vingårde, men Vinen skal I ikke drikke.
[12] Jeg ved, eders Overtrædelser er mange og uden Tal eders Synder, I Rettens Fjender, som tager mod Bøde og bortviser fattige i Porten.
[13] Derfor tier den kloge i denne Tid, thi det er onde Tider.
[14] Søg det gode, ej det onde, for at I må leve og Hærskarers Gud, må være med eder, som I siger, han er.
[15] Had det onde og elsk det gode, hold Retten i Hævd i Porten! Måske vil da HERREN, Hærskarers Gud, være nådig mod Josefs Rest.
[16] Derfor, så siger HERREN, Herren, Hærskarers Gud: På alle Torve skal klages, i alle Gader råbes: “Ve! Ve!” Bonden kalder til Sorg, til Ligklage Klagemænd;
[17] i hver en Vingård skal klages, når jeg drager igennem din Midte, siger HERREN.
[18] Ve eder, som længes efter HERRENs Dag,! Hvad vil I med HERRENs Dag? Mørke er den, ej Lys.
[19] Da går det, som når en Mand flyr for en Løve og møder en Bjørn og, når han tyr ind i Huset og støtter sin Hånd til Væggen, bides af en Slange.
[20] Ja, HERRENs Dag er Mørke, ej Lys, Bælgmørke uden Solskin.
[21] Jeg hader, forsmår eders Fester, er led ved eders festlige Samlinger,
[22] om også I bringer mig Brændofre. Eders Afgrødeofre behager mig ej, eders Fedekvægs-Takofre ser jeg ej til.
[23] Spar mig dog for eders larmende Sang, eders Harpeklang hører jeg ikke.
[24] Nej, Ret skal vælde frem som Vand og Retfærd som svulmende Bæk.
[25] Bragte I mig Slagtoffer og Afgrødeoffer de fyrretyve Ørkenår, Israels Hus?
[26] Så skal I da bære Sakkut, eders Konge, og Kevan, eders Gudestjerne, Billeder, som I har lavet eder.
[27] I Landflygtighed jager jeg eder hinsides Damaskus, siger HERREN; Hærskarers Gud er hans Navn.