[1] Den Ældste til Kajus, den elskede, hvem jeg elsker i Sandhed.
[2] Du elskede! jeg ønsker, at det i alle Ting må gå dig vel, og du må være karsk, ligesom det går din Sjæl vel.
[3] Thi jeg blev meget glad, da der kom Brødre og vidnede om Sandheden i dig, hvorledes du vandrer i Sandheden.
[4] Jeg har ingen større Glæde end denne, at jeg hører, at mine Børn vandre i Sandheden.
[5] Du elskede! en trofast Gerning gør du i alt, hvad du virker for Brødrene, og det for femmede,
[6] hvilke have vidnet for Menigheden om din Kærlighed; og du vil gøre vel i at fremme deres Rejse således, som det er Gud værdigt.
[7] Thi for Navnets Skyld ere de dragne ud, uden at tage noget at Hedningerne.
[8] Derfor ere vi skyldige at tage os af sådanne, for at vi kunne blive Medarbejdere for Sandheden.
[9] Jeg har skrevet noget til Menigheden; men Diotrefes, som gerne vil være den ypperste iblandt dem, anerkender os ikke.
[10] Derfor vil jeg, når jeg kommer erindre om de Gerninger, han gør, idet han bagvasker os med onde Ord; og ikke tilfreds dermed, tager han både selv ikke Brødrene for gode, og dem, som ville det, forhindrer han deri og udstøder dem af Menigheden.
[11] Du elskede! efterfølg ikke det onde, men det gode. Den, som gør godt, er af Gud; den, som gør ondt, har ikke set Gud.
[12] Demetrius har et godt Vidnesbyrd af alle og af Sandheden selv; også vi vidne, og du ved, at vort Vidnesbyrd er sandt.
[13] Jeg havde meget at skrive til dig, men jeg vil ikke skrive til dig med Blæk og Pen.
[14] Men jeg håber snart at se dig, og da skulle vi mundtligt tale sammen.
[15] Fred være med dig! Vennerne hilse dig. Hils Vennerne, hver især!