Plantebaseret kost sænkede klimaaftryk med mere end 50 procent i klinisk forsøg
07 May 2026

Plantebaseret kost sænkede klimaaftryk med mere end 50 procent i klinisk forsøg

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

About
Nogle gange kan man blive i tvivl om, hvor meget det egentlig kan rykke for klimaet, at man dropper kødet.

Et nyt studie tyder nu på, at gevinsten er mærkbar.

Det skriver 'Physicians Committee for Responsible Medicine'.

I et randomiseret klinisk forsøg (hvor deltagere tilfældigt fordeles, det vil sige 'randomiseres', i to eller flere grupper for at sammenligne effekten af forskellige behandlinger) fandt forskere, at en fedtfattig, vegansk kost kan reducere madens klimaaftryk med hele 55 procent på bare 12 uger.

Samtidig faldt det samlede energiforbrug i fødevareproduktionen med 44 procent.

Studiet er offentliggjort i tidsskriftet Current Developments in Nutrition og bygger på data fra 58 voksne med type 1-diabetes, skriver mediet.

Deltagerne blev delt i to grupper:

en gruppe fulgte en fedtfattig vegansk kost med blandt andet frugt, grøntsager, fuldkorn og bælgfrugter

en anden gruppe spiste en portionskontrolleret kost med animalske produkter

Kun gruppen, der fik den veganske kost, opnåede store reduktioner i klimaaftryk. Forskellen skyldes ifølge forskerne især, at kød og mejeriprodukter er blandt de mest ressourcekrævende fødevarer at producere.

Effekten skyldtes ifølge forskerne ikke, at deltagerne spiste færre kalorier, men hvad de spiste. Det understreger ifølge dem, at sammensætningen af kosten (og ikke bare mængden) er afgørende for klimaaftrykket.

Samtidig viste studiet, at deltagerne fik flere sundhedsgevinster herunder:

Reduceret insulinbehov

Forbedret insulinfølsomhed (hvordan kroppen reagerer på insulin)

Vægttab

Lavere kolesterolniveauer

"Dette er data fra et klinisk forsøg i den virkelige verden, der viser, at en ændring af vores kost hurtigt og markant kan reducere miljøpåvirkningen - samtidig med at den forbedrer den metaboliske sundhed (hvor effektivt din krop omdanner mad til energi, og hvordan den opretholder balance i blodsukker, fedtstoffer og blodtryk, red.)," siger Hana Kahleova, der er direktør for klinisk forskning hos 'Physicians Committee for Responsible Medicine'.

Forskerne peger også på, at fødevaresystemer står for omkring en tredjedel af verdens drivhusgasudledninger.

Kostændringer er ifølge dem noget, man kan gennemføre og implementere med det samme - i modsætning til mange andre klimaløsninger, der kræver store systemændringer.