26 August 2026
NASA sender stort teleskop i rummet: Giver os et nyt syn på universet Om neutronstjerner og guld To instrumenter har forvandlet en spionsatellit til et teleskop Roman og universets udvikling Koronagrafen og exoplaneter
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning
About
Den 30. august vil NASA opsende et nyt stort rumteleskop ved navn Roman, opkaldt efter Nancy Grace Roman (1925 -2018), som i mange år var med til at udforme NASA's astronomiske program.
Nu er det kun fem år siden, det store James Webb-teleskop blev opsendt, men der er en vigtig grund til, at man allerede nu vil opsende et nyt stort teleskop. For James Webb og Nancy Grace Roman-rumteleskoperne ser universet på hver sin måde.
James Webb har et stort spejl på 6,5 meter, men kun et lille synsfelt. Det store spejl gør det muligt at se næsten helt tilbage til universets begyndelse.
Big Bang fandt sted for 13,7 milliarder år siden, og James Webb er i stand til at tage billeder af de første galakser, som blev dannet kun få hundrede millioner år efter Big Bang.
Roman-teleskopet har et spejl på kun 2,4 meter, svarende til spejlet på det 36 år gamle rumteleskop Hubble.
Til gengæld har det et meget bredt synsfelt, hvor hvert billede dækker et område på himlen omtrent så stort som fuldmånen.
Det er 50-100 gange det areal, et billede fra James Webb dækker, og det gør det muligt at se tusinder af galakser på et enkelt billede og på den måde få et overblik over universets opbygning. Til gengæld ser man ikke så mange detaljer på galakserne som på billederne fra James Webb.
Selv om de to teleskoper er meget forskellige, så har de dog en ting til fælles, nemlig banen. James Webb kredser om det andet Lagrangepunkt 1,5 millioner km fra Jorden, og det er også den planlagte bane for Roman.
Der er dog så god plads ude i rummet, at der ingen fare er for sammenstød.
De to måder at observere universet er lige vigtige, og James Webb og Roman kommer i høj grad til at samarbejde. Et enkelt eksempel kan vise, hvor vigtige begge teleskoper er.
En af de meget sjældne hændelser i universet er et sammenstød mellem to neutronstjerner, der kredser om hinanden.
Man er blevet opmærksom på disse sammenstød, fordi det ser ud, til at det er her, de meget tunge atomkerner, som guld og uran, dannes.
De meget tunge kerner er nemlig så svære at danne, at selv 'almindelige supernovaer' ikke kan klare opgaven, så astronomerne er meget interesserede i at lære mere om, hvordan sammenstød mellem to neutronstjerner kan danne tunge grundstoffer i universet.
Neutronstjerner dannes, når store stjerner kollapser, dog uden at ende i et sort hul.
Undertiden standses kollapset, ved at atomare partikler som neutroner og protoner presses sammen, så man får dannet noget, der minder om en 10 km stor atomkerne, og hvor en teskefuld stof vejer flere hundrede millioner ton. De fleste protoner omdannes ved kollapset til neutroner, heraf navnet.
Desværre er det svært at observere sammenstød mellem neutronstjerner. Dels er det en sjælden begivenhed, og desuden ved man jo ikke, hvor det næste sammenstød vil finde sted.
Man kan ikke bruge James Webb, fordi dens teleskop har et lille synsfelt.
Det er til gengæld lige en opgave for Roman, fordi man kan på et enkelt billede kan se så mange stjerner og galakser, at hvis man bare holder øje med, om der sker ændringer på billedet, har man en god mulighed for at fange et sådant sammenstød.
Og så er det jo bare om at slå alarm til Webb, som så kan få drejet sit store spejl i den rigtige retning, så kollisionen kan studeres i detaljer.
Det samme gælder, hvis Roman observerer et almindeligt supernovaudbrud – så er det bare om i en fart at få fat på James Webb.
Roman-teleskopet begyndte sin karriere som spionsatellit.
Der var nemlig en periode, hvor militæret byggede nogle meget store spionsatellitter, der i størrelse og teknik mindede om det gode gamle Hubble-teleskop. I virkeligheden fik NASA råd til at bygge Hubble, fordi militæret allerede havde udviklet meget af teknikken.
På et tidspunkt begyndte militæret at bygge spionsatellitter på andre måder, og det betød, at man nu gerne ville sælge et par spionsatellitter af 'Hubble-typen'.
NASA købte to, og det ene er så blevet til Roman. Det andet ligger på et lager i byen Rochester nær New York, men der...
Nu er det kun fem år siden, det store James Webb-teleskop blev opsendt, men der er en vigtig grund til, at man allerede nu vil opsende et nyt stort teleskop. For James Webb og Nancy Grace Roman-rumteleskoperne ser universet på hver sin måde.
James Webb har et stort spejl på 6,5 meter, men kun et lille synsfelt. Det store spejl gør det muligt at se næsten helt tilbage til universets begyndelse.
Big Bang fandt sted for 13,7 milliarder år siden, og James Webb er i stand til at tage billeder af de første galakser, som blev dannet kun få hundrede millioner år efter Big Bang.
Roman-teleskopet har et spejl på kun 2,4 meter, svarende til spejlet på det 36 år gamle rumteleskop Hubble.
Til gengæld har det et meget bredt synsfelt, hvor hvert billede dækker et område på himlen omtrent så stort som fuldmånen.
Det er 50-100 gange det areal, et billede fra James Webb dækker, og det gør det muligt at se tusinder af galakser på et enkelt billede og på den måde få et overblik over universets opbygning. Til gengæld ser man ikke så mange detaljer på galakserne som på billederne fra James Webb.
Selv om de to teleskoper er meget forskellige, så har de dog en ting til fælles, nemlig banen. James Webb kredser om det andet Lagrangepunkt 1,5 millioner km fra Jorden, og det er også den planlagte bane for Roman.
Der er dog så god plads ude i rummet, at der ingen fare er for sammenstød.
De to måder at observere universet er lige vigtige, og James Webb og Roman kommer i høj grad til at samarbejde. Et enkelt eksempel kan vise, hvor vigtige begge teleskoper er.
En af de meget sjældne hændelser i universet er et sammenstød mellem to neutronstjerner, der kredser om hinanden.
Man er blevet opmærksom på disse sammenstød, fordi det ser ud, til at det er her, de meget tunge atomkerner, som guld og uran, dannes.
De meget tunge kerner er nemlig så svære at danne, at selv 'almindelige supernovaer' ikke kan klare opgaven, så astronomerne er meget interesserede i at lære mere om, hvordan sammenstød mellem to neutronstjerner kan danne tunge grundstoffer i universet.
Neutronstjerner dannes, når store stjerner kollapser, dog uden at ende i et sort hul.
Undertiden standses kollapset, ved at atomare partikler som neutroner og protoner presses sammen, så man får dannet noget, der minder om en 10 km stor atomkerne, og hvor en teskefuld stof vejer flere hundrede millioner ton. De fleste protoner omdannes ved kollapset til neutroner, heraf navnet.
Desværre er det svært at observere sammenstød mellem neutronstjerner. Dels er det en sjælden begivenhed, og desuden ved man jo ikke, hvor det næste sammenstød vil finde sted.
Man kan ikke bruge James Webb, fordi dens teleskop har et lille synsfelt.
Det er til gengæld lige en opgave for Roman, fordi man kan på et enkelt billede kan se så mange stjerner og galakser, at hvis man bare holder øje med, om der sker ændringer på billedet, har man en god mulighed for at fange et sådant sammenstød.
Og så er det jo bare om at slå alarm til Webb, som så kan få drejet sit store spejl i den rigtige retning, så kollisionen kan studeres i detaljer.
Det samme gælder, hvis Roman observerer et almindeligt supernovaudbrud – så er det bare om i en fart at få fat på James Webb.
Roman-teleskopet begyndte sin karriere som spionsatellit.
Der var nemlig en periode, hvor militæret byggede nogle meget store spionsatellitter, der i størrelse og teknik mindede om det gode gamle Hubble-teleskop. I virkeligheden fik NASA råd til at bygge Hubble, fordi militæret allerede havde udviklet meget af teknikken.
På et tidspunkt begyndte militæret at bygge spionsatellitter på andre måder, og det betød, at man nu gerne ville sælge et par spionsatellitter af 'Hubble-typen'.
NASA købte to, og det ene er så blevet til Roman. Det andet ligger på et lager i byen Rochester nær New York, men der...