Mennesker med mørke personlighedstræk er naturligt tiltrukkede af stillinger med magt
09 May 2026

Mennesker med mørke personlighedstræk er naturligt tiltrukkede af stillinger med magt

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

About
Har du nogensinde haft en chef, der virker lidt for selvoptaget eller manipulerende? Så er det ikke overraskende.

Et nyt studie peger nemlig på, at personer med såkaldte 'mørke personlighedstræk' ofte er interesserede i jobs med magt og indflydelse og mulighed for at påvirke andre. Det skriver Phys.org på baggrund af et nyt studie.

De mørke træk kaldes 'den mørke triade'. Det er en samlet betegnelse for tre typer personlighedstræk, som kan påvirke, hvordan man opfører sig over for andre:

Psykopati: for eksempel lav empati (svært ved at sætte sig i andres sted) og en tendens til at tage chancer

Machiavellisme: at man har et kynisk syn på andre og kan finde på at manipulere for at nå sine mål

Narcissisme: et stort behov for ros og anerkendelse og fokus på sig selv

Tidligere forskning har vist, at disse træk kan påvirke, hvordan mennesker opfører sig på arbejdspladsen, men i det nye studie er forskerne gået skridtet videre og har set på, om trækkene også hænger sammen med, hvilke stillinger man finder attraktive.

I studiet undersøgte forskere over 600 bachelorstuderende fra et stort universitet i USA med forskellige fagretninger.

Først svarede de studerende på spørgsmål, der kortlagde deres personlighed.

To uger senere svarede de samme studerende på en ny undersøgelse om deres karriere-interesser inddelt i forskellige områder, blandt andet sundhedsvidenskab, kreativt arbejde, teknologi, arbejde med mennesker, organisation, indflydelse og natur.

Herefter undersøgte forskerne ved hjælp af netværksanalyser, hvordan de forskellige personlighedstræk hang sammen med de forskellige jobinteresser.



Ét mønster skilte sig tydeligt ud. De fleste af de undersøgte sider af den mørke triade var knyttet til interesse for indflydelse, altså jobs hvor man kan påvirke andre. Ifølge forskerne peger det på en tiltrækning mod roller, hvor overtalelse og magt spiller en central rolle.

Dette mønster gjaldt både for kvinder og mænd.

Særligt personer med machiavellistiske træk viste interesse for sådanne roller. Samtidig havde de en tendens til at fravælge karrierer, der i høj grad er baseret på tæt arbejde med mennesker, som for eksempel omsorgs- eller relationsfag.

Også narcissisme var koblet til interesse for indflydelse - samt til kreative områder, hvor man kan få opmærksomhed og anerkendelse.

De forskellige aspekter af psykopati viste mere varierede mønstre. Selvsikkerhed hang blandt andet sammen med interesse for sundhedsvidenskab, mens lav empati var knyttet til tekniske og praktiske områder. Impulsivitet var blandt andet forbundet med kreative fag.

Et vigtigt forbehold i studiet er, at undersøgelsen er baseret på studerende og ikke personer i arbejde. Studiet viser derfor ikke, hvilke jobs folk faktisk ender i, men kun hvad de er interesserede i.

Hvis resultaterne også viser sig at gælde udenfor universiteterne, kan de bidrage til en forståelse af, hvorfor visse typer adfærd oftere findes i særlige brancher eller roller.