01 June 2026
Hvem skrev den første moderne roman? Romanen er et elastisk monster Romanen blev en fiktionsgenre i 1700-tallet Den første moderne roman Forskelle på roman og novelle Skønlitteratur kan genoplive vores nysgerrighed
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning
About
Som barn slugte jeg alverdens litteratur og hentede næsten hver weekend en pose med bøger på biblioteket.
Jeg husker ikke, hvad der stod i alle de bøger, men jeg husker, hvor godt det føltes at forsvinde helt ind i romanernes verden. Halvsiddende i sofaen i stuen, godt viklet ind i et tæppe og med en glemt kop te inden for rækkevidde.
Sådan har jeg det stadig. Allerbedst er det, når jeg sidder med ældre romaner, der har fået en helt unik indbinding og gemmer på kærlige hilsner fra et forelsket eller sorgfuldt hjerte. Det gør ikke noget, at en roman har rejst vidt omkring og har fået mærker af at blive læst.
Romanen har udviklet sig markant, siden de første eksemplarer så dagens lys. På tværs af de hundredvis af år, hvor genren har været iblandt os, har den brilleret ved at gøre os nysgerrige på hinanden og den verden, vi deler.
Når vi åbner en roman, kan dens tekststykker også se vidt forskellige ud.
Den engelske forfatter Henry James har derfor kaldt romanen for et elastisk monster, fordi genren ændrer sig og æder alle andre litterære genrer såsom essays, digte, dagbøger, eventyr, rejseberetninger, sms'er, sange, dramaer, lister og breve.
Romanens forskellige stilarter gør det dermed vanskeligt at give en klar definition. En ordbog vil oftest definere romanen som en lang prosafortælling med opfundne personer, steder og begivenheder. Men der findes også kortromaner, romaner på vers og romaner med virkelige mennesker.
Alt efter hvor smalt eller bredt vi definerer romaner, så kan vi finde de første udgaver forskellige tider og steder i historien.
Den canadiske litteraturhistoriker Margaret Anne Doody lægger vægt på romaners længde og deres fortællinger i prosa – og har derfor fulgt genrens rødder tilbage til antikken.
Litteraturhistorikerne Ian Watt og Catherine Gallagher ser dog noget anderledes på det.
De to forskere argumenterer for, at romanen først vokser frem i 1700-tallets England, men har fremhævet forskellige årsager.
Watt lægger vægt på, at en ny middelklasse opstod i denne periode, så langt flere fik mulighed for at læse og købe bøger, og den nye klasse ønskede at læse realistiske skildringer af helt almindelige menneskers liv. Måske i virkeligheden helst dem selv.
Gallagher fokuserer derimod på, at vi først her får romanen defineret som en fiktionsgenre, hvor læserne ved, at dens fortællinger er opdigtede og har opfundne personer.
Skyggesiden ved begge definitioner er ifølge Doody, at de indirekte gør den europæiske roman til et ideal og dermed overser førmoderne værker. For eksempel middelalderens arabiske fortælletraditioner og franske romancer.
Samtidig kommer definitionen af romanen som et fiktivt univers til at skjule genrens lange tradition for at placere sig mere tvetydigt mellem det opfundne og det virkelige.
Doody gør opmærksom på, at større prosafortællinger cirkulerede i globale netværk, allerede før romanbetegnelsen blev opfundet. Og for hende vil en romersk historie som Apuleius' 'Forvandlinger eller det gyldne æsel' fra år 160 kunne læses som en roman.
For Doody er et afgørende træk ved romangenren dens fleksible form og stadige udvikling.
Samtidig fremhæver hun genrens kontinuitet, da nye fortællinger forbinder sig med gamle historier og myter. Hun ser for eksempel de fantasifulde romancer som én ud af de utallige måder at være roman på.
Litteraturforskere fremhæver ellers ofte den spanske forfatter Miguel de Cervantes' roman 'Don Quijote' fra 1605-15 som det første eksempel på en mere moderne roman. Det skyldes, at den netop gør grin med den traditionelle romance.
Cervantes udstiller satirisk hovedpersonen Don Quijote som en tosse, der har læst så mange romancer og ridderromaner, at han er blevet gal.
Læsningen har ændret hans syn, så han overalt ser mere magiske fortællinger udfolde sig. Derfor møder han monstrøse kæmper, hvor andre ser vindmøller, og han opfatter vinsække som brave krigere.
Don Quijotes tro tjener Sancho Panza måber over sin herres vanvid, men lader sig alligevel overbevise af fa...
Jeg husker ikke, hvad der stod i alle de bøger, men jeg husker, hvor godt det føltes at forsvinde helt ind i romanernes verden. Halvsiddende i sofaen i stuen, godt viklet ind i et tæppe og med en glemt kop te inden for rækkevidde.
Sådan har jeg det stadig. Allerbedst er det, når jeg sidder med ældre romaner, der har fået en helt unik indbinding og gemmer på kærlige hilsner fra et forelsket eller sorgfuldt hjerte. Det gør ikke noget, at en roman har rejst vidt omkring og har fået mærker af at blive læst.
Romanen har udviklet sig markant, siden de første eksemplarer så dagens lys. På tværs af de hundredvis af år, hvor genren har været iblandt os, har den brilleret ved at gøre os nysgerrige på hinanden og den verden, vi deler.
Når vi åbner en roman, kan dens tekststykker også se vidt forskellige ud.
Den engelske forfatter Henry James har derfor kaldt romanen for et elastisk monster, fordi genren ændrer sig og æder alle andre litterære genrer såsom essays, digte, dagbøger, eventyr, rejseberetninger, sms'er, sange, dramaer, lister og breve.
Romanens forskellige stilarter gør det dermed vanskeligt at give en klar definition. En ordbog vil oftest definere romanen som en lang prosafortælling med opfundne personer, steder og begivenheder. Men der findes også kortromaner, romaner på vers og romaner med virkelige mennesker.
Alt efter hvor smalt eller bredt vi definerer romaner, så kan vi finde de første udgaver forskellige tider og steder i historien.
Den canadiske litteraturhistoriker Margaret Anne Doody lægger vægt på romaners længde og deres fortællinger i prosa – og har derfor fulgt genrens rødder tilbage til antikken.
Litteraturhistorikerne Ian Watt og Catherine Gallagher ser dog noget anderledes på det.
De to forskere argumenterer for, at romanen først vokser frem i 1700-tallets England, men har fremhævet forskellige årsager.
Watt lægger vægt på, at en ny middelklasse opstod i denne periode, så langt flere fik mulighed for at læse og købe bøger, og den nye klasse ønskede at læse realistiske skildringer af helt almindelige menneskers liv. Måske i virkeligheden helst dem selv.
Gallagher fokuserer derimod på, at vi først her får romanen defineret som en fiktionsgenre, hvor læserne ved, at dens fortællinger er opdigtede og har opfundne personer.
Skyggesiden ved begge definitioner er ifølge Doody, at de indirekte gør den europæiske roman til et ideal og dermed overser førmoderne værker. For eksempel middelalderens arabiske fortælletraditioner og franske romancer.
Samtidig kommer definitionen af romanen som et fiktivt univers til at skjule genrens lange tradition for at placere sig mere tvetydigt mellem det opfundne og det virkelige.
Doody gør opmærksom på, at større prosafortællinger cirkulerede i globale netværk, allerede før romanbetegnelsen blev opfundet. Og for hende vil en romersk historie som Apuleius' 'Forvandlinger eller det gyldne æsel' fra år 160 kunne læses som en roman.
For Doody er et afgørende træk ved romangenren dens fleksible form og stadige udvikling.
Samtidig fremhæver hun genrens kontinuitet, da nye fortællinger forbinder sig med gamle historier og myter. Hun ser for eksempel de fantasifulde romancer som én ud af de utallige måder at være roman på.
Litteraturforskere fremhæver ellers ofte den spanske forfatter Miguel de Cervantes' roman 'Don Quijote' fra 1605-15 som det første eksempel på en mere moderne roman. Det skyldes, at den netop gør grin med den traditionelle romance.
Cervantes udstiller satirisk hovedpersonen Don Quijote som en tosse, der har læst så mange romancer og ridderromaner, at han er blevet gal.
Læsningen har ændret hans syn, så han overalt ser mere magiske fortællinger udfolde sig. Derfor møder han monstrøse kæmper, hvor andre ser vindmøller, og han opfatter vinsække som brave krigere.
Don Quijotes tro tjener Sancho Panza måber over sin herres vanvid, men lader sig alligevel overbevise af fa...