Et af verdens ældste musikinstrumenter kan være fundet i Spanien
10 December 2025

Et af verdens ældste musikinstrumenter kan være fundet i Spanien

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

About
I en mine i Catalonien i det nordøstlige Spanien har forskere gjort et ganske særligt fund.

Det drejer sig om 12 konkylier, der kan vise sig at være nogle af de ældste musikinstrumenter, vi kender til, skriver The Guardian.

Konkylierne bestemmes nemlig til at være omkring 6.000 år gamle, og forskere mener, at de blev brugt af stenaldermennesker til kommunikation og musik ifølge et nyt studie, der er udgivet i tidsskriftet Antiquity.

Fundene hører til den yngre stenalder, som også kaldes for Neolitikum, og forskerne kunne se, at konkylierne blev indsamlet af stenaldermennesker, efter at sneglene i konkylierne var døde.

Det tyder på, at stenalderfolkene ikke samlede dem til mad. Men hvad har du så brugt dem til?

For at teste det, har forskerne bag studiet, der begge er arkæologer fra Universitat de Barcelona, forsøgt at blæse i konkylierne.

8 ud af de 12 konkylier var i god nok stand til at blive blæst i, og alle 8 kunne afspille en stabil lyd, der lød som et valdhorn

"Det er ret utroligt, at man kan få en så genkendelig tone ud af et så enkelt instrument, som i virkeligheden bare er en let modificeret dyrekrop," siger den ledende forsker bag studiet, arkæolog Miquel López García, til The Guardian.

Arkæologen fandt også ud af, at han kunne ændre tonerne og klangen ved enten at stikke sin hånd ind i åbningen på konkylierne eller blæse på forskellige måder.

"Den måde, man frembringer lyd på, minder meget om nutidens messingblæseinstrumenter som trompeter og basuner. Konkylierne er deres ældste forfædre," siger han og tilføjer:

"Vi ved, at dette er en af de ældste og længstlevende lydteknologier, som mennesker kender til, i hvert fald på det europæiske kontinent."

Miquel López García forklarer, at den ældste 'konkylie-trumpet', der har stort set identiske kendetegn som dem, der er fundet i Catalonien, blev fundet i en grotte i det sydlige Frankrig. Et fund, som er dateret til omkring 18.000 f.v.t.

"Man har haft næsten identiske musikinstrumenter i brug fra for 18.000 år siden og helt frem til midten af det forrige århundrede, hvor min familie brugte deres konkylie i Almería."