Mod til at lede

Den islandske kunstner Björk er en af de mest originale og grænsesøgende skikkelser i moderne pop- og rockmusik. Med sin særegne stemme, kompromisløse kreativitet og konstante lyst til at udfordre musikalske konventioner har hun gennem årtier skabt et bagkatalog, der spænder fra skrøbelig elektronisk pop til eksperimenterende fusionsmusik.

Kold krig og atomtrusler, lyder ikke umiddelbart rosenrødt, men det var ikke desto mindre rammerne for den engelske ny-romantiske bølge i starten af 80’erne. I denne speciel har de to Rockhistorikere Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch fået besøg af Martin Bigum, som gerne vil stille spotlight på den flamboyante synth-pop bevægelse.

70’er-bandet fra New York, som de fleste nok vil associere med den blonde forsanger Debbie Harry, er blevet en intet mindre end en legendarisk rock/new wave-gruppe, med et bagkatalog der byder på både dansable hits, punklignende skæringer og hiphop udgivelser.

De to rockhistorikere sætter i dag lytter-GPS'en til stedet og begrebet Hollywood fra 1950'erne og frem til i dag med numre, der har afsæt i fænomenet.

Som bekendt giver Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch, i årets andet afsnit af 'Rockhistorier', en hyldest til dem vi måtte tage afsked med i det forgangne år.

Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch gør, traditionen tro, status på det forgangne år, i dette års første episode af Rockhistorier.

“Vi skal til den del af jazzen, der er vokal. Og vi skal have fat i den sangerinde, som nok har den største appel til ikke-jazz-fans”, siger Klaus Lynggaard. Og så er scenen sat for historien om Eleanor Fagan også bedre kendt som Billie Holiday.

“Jeg vil gerne høre den rigtige Johnny Cash,” siger Rick Rubin ifølge Henrik Queitsch i dette afsnit af Rockhistorier, hvor Henrik Queitsch og Klaus Lynggaard dykker ned i det, de selv uden tøven kalder “en legende”. Det er Johnny Cash’ sene karriererenæssance, American Recordings, der bliver omdrejningspunktet for samtalen.

1995 bød på så meget god musik, at de to rockhistorikere Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch langtfra nåede at høre det hele. Derfor har de i denne episode af rockhistorier lavet to dogmer og valgt 10 sange hver, inden de sammen spiller de bedste sange fra året 1995.

“De her tre Fleetwood Mac-plader, dem der hedder 'Fleetwood Mac', 'Rumours' og 'Tusk'. De bør stå i ethvert hjem med respekt for sig selv,” siger Henrik Queitsch i dette afsnit af Rockhistorier. “Det gør de også,” supplerer Klaus Lynggaard. Og således er vi klar til at dykke ned i et band, hvor musikalsk genialitet og personlige dramaer går hånd i hånd.